|
Rejsen tager sin begyndelse i Mexico City, der med over 23 millioner indbyggere er en af verdens største byer. Mexico City har et blakket ry for at være beskidt, forurenet og højt belastet af røverier og overfald. Dette bør dog tages med et vist gran salt. Nok er der en vis forurening fra de mange busser og biler, og byen må absolut kategoriseres som værende farlig, men med en smule sund fornuft når mørket falder på, undgås let de værste ubehageligheder. Vi nød helt sikkert Mexico City, dens gode restauranter, natteliv og spændende markeder.
Når man har valgt at se Mexico City, skal man ikke snyde sig selv for at se ruinkomplekset Teotihuacán. Her finder man ruinerne af Mexicos største fortidsby, især kendt for de enorme pyramider kaldt solens og månens pyramide. Vi valgte selvfølgelig at tage ud og se de verdensberømte pyramider, der ligger knap 50 km fra centrum.
Knap 20 kilometer uden for Mexico City ligger Xochimilco, som er Mexicos svar på Venedig. Xochimilco består af 180 km lange kanaler, rundt om dem er der små øer, som besøges ved at sejle rundt i farvestrålende gondol-lignende både. Det er et yderst populært udflugtsmål for både turister og lokale, men besøger bedst i weekenden, hvor stedet forvandles til en sand fiesta med mad, drikke og musik.
2 1/2 times buskørsel fra Mexico City ligger kolonibyen Taxco, som absolut er et besøg værd. Det er en gammel sølvmineby med utrolig velbevarede bygninger fra kolonitiden. Byen er med rette på UNESCOs liste over verdens kultur arv. I dag er byens sølvminer stort set udtømte, så byen drives af de mere end 300 sølvværksteder og butikker, hvor man kan købe håndlavet sølvsmedekunst og smykker. En anden stor indtægt kommer fra de mange turister der hvert år valfarter til denne utroligt smukke by, der er fyldt med snævre stejle brostensbelagte gader og hvidkalkede huse med røde tage.
En lang bustur tager os sydpå til kolonibyen Oaxaca. Byen har knap 300.000 indbyggere og opleves bedst på en lejet cykel. Byens hovedtorv, er et meget hyggeligt livligt sted med masser af gadeartister, musik og gode restauranter. Et spytklat uden for byen, på toppen af en høj bjergryg, ligger denne hellige zapoteker by Monte Alban. På dette arkæologiske sted finder du spændende templer, paladser, observatorier fra Zapotekernes stortid i fortiden.
Efter Oaxaca tog vi ned til det aller sydligste Mexico, hvor vi skulle besøge bjergbyen San Cristobal. Byen der ligger 2200 meter over havets overflade har et meget tempereret klima. Byen er kendt for sin smukke arkitektur fra kolonitiden og er omgivet af et bjergrigt landskab. I San Cristobal er det let at arrangere tur til Sumidero-kløften, som er Mexicos svar på Grand Canyon. Her sejlede vi ned af Grijalva-floden og betragtede det flotte syn af klippesiderne der hæver sig næsten 1 km i vejret. Vi besøgte også Maya indianerner landsbyer, hvor landsbyerne har eget sprog, politi og skolesystem.
Med en lokal chicken bus ankom vi til Quetzaltenango (Xela) i Guatemala. Byen der er berømt for at have nogle af de bedste spanske sprogskoler, ligger lige i hjertet af det vestlige højland i Guatemala. Byen ligger i ca. 2300 meters højde hvilket betyder at her er meget behageligt i dagtimerne, men isnende koldt når solen går ned. Vi synes absolut det var en hyggelig by, hvor man godt kan mærke at her ikke er så mange turister, som i byer som Antiqua og Panajachel. Xela er et godt sted at slå sig ned, hvis man vil opleve lidt af det vestlige højland. Herfra går der jævnligt kyllingebusser til en mængde små byer lidt højere oppe i bjergene – de fleste mindre end en times kørsel væk. Vi valgte at tage på en dagtur op i bjergene for at bade i de varme kilder, hvilket var en sand fornøjelse. Har man planer om at bestige Mellemamerikas højeste bjerg Tajumulco (4220 m.), så er Xela stedet at arrangere trekket.
Lago de Atitlán er Guatemalas meste kendte sø og omkranses af de tre mægtige vulkaner, San Pedro (3000 m), Atitlan og Taliman (begge mere end 3.500 m). Søen opstod for 85.000 år siden i et af de største vulkanudbrud i klodens historie. Rundt om søen ligger der små hyggelige byer, hvor man kan finde overnatning. Vi valgte byen Panajachel, der er den mest turistede, med et væld af gode restauranter, diskoteker og barer samlet langs en hyggelig shoppinggade. Fra Panajachel arrangerede vi en dagtur til nabobyen Chichicastenango (Chici), hvor der dagligt er et kæmpemæssigt indianer marked. Det er et spændende marked at besøge, og der kan købe alverdens håndværk m.m. som maya indianerne fra de omkringliggende byer kommer for at sælge. En anden dag lejede¨vi en båd og blev sejlet rundt på Lago de Atitlán til forskellige små hyggelige landsbyer.
Vi tog videre med bus til Antigua, som ligger 30 kilometer udenfor Guatemala City. Kolonibyen Antigua har tidligere været hovedstad i Guatemala, men efter at have blevet ramt af utallige jordskælv, og et disse som næsten ødelagde hele byen, blev den i 1776 opgivet som hovedstad. Det er en meget smuk by omkranset af 3 store vulkaner, som let kan ses fra byen, hvilket er et betagende syn. Det er et af de foretrukne turiststeder i Guatemala. Her vrimler med hoteller, restauranter, internet cafeer, barer og diskoteker og de fleste Guatemala rejsende indkalkulerer byen i deres rejseplan. Byen, som mange anser for en af de smukkeste i Latinamerika, blev i 1979 erklæret for kulturelt monument af UNESCO. Lidt uden for byen ligger den aktive vulkan Pacaya. Vi tog sammen med en flok ud for at bestige vulkanen. Det var en helt unik oplevelse at vandre og være så tæt på flydende lava, og det er et helt klart MUST hvis man tager til Guatemala. I Antigua arrangerede vi også en tur ud i de omkringliggende bjerge på hesteryk.
Med fly fra Guatamala City ankom vi til byen Flores i det aller nordligste Guatamala. Vores mål var at se de verdensberømte Tikal ruiner, som er nogle af de vigtigste og største Maya ruiner. Disse pyramider og templer er gemt godt væk langt ind i regnskoven. 1 dag er nok til at se Tikal ruinerne.
Sidste land på rejsen var det meget afslappende Belize. I Belize er hovedsproget Engelsk, og størstedelen af befolkningsgruppen er af afrikansk afstamning. Vi blaffede ind til landets største by, Belize City. Vores mål var de 2 øer Caye Calker og Caye Ambergris. Caye Caulker er den mindste og mindst udviklede ø. Gå barfodet rundt, bilfri ø, spis hummer midt på "hovedgade" og snorkle ved de fantastiske koralrev. Amergris er den største ø og mest udviklede ø. Kan du lide mange amerikanske ressorts, så tag direkte mod Abergris. Efter nogle afslappende dage tog vi tilbage til Mexico City, hvor vi også skulle flyve hjem fra. | | 50 | dkk svarede til 100 Mexikanske pesos | | 47 | dkk svarer idag til 100 Mexikanske pesos. Et fald på 6 procent! | | 300 | dkk svarede til 100 Belize dollar | | 75 | dkk svarede til 100 Guatemala quetzal |
| |