|
|
|
Temperaturen - især om natten - er meget lavere heroppe i Amman sammenlignet med Aqaba i syd. Så man skal ligge tæt for at holde varmen og trække tæppet godt om om næsen for ikke at fryse om natten.
Vi fik serveret en lille bakke med morgenmad - forskellige oste, pølse, abrikos marmelade og et lille stykke kage. Selvfølgelig var der også agurk, tomat og oliven, som næsten er standard tilbehør til alt her :o)
Trafikken skulle være minimal i dag grundet muslimsk helligdag, men det kunne vi nu ikke mærke. Der er kamp om pladserne i trafikken. Bilisterne drejer og kører ud uden at orientere sig først. Det drejer sig om, hvem der kan dytte mest. Det trick har vi lært - så med hornet i bund kører vi ellers bare derud af :o)
Første stop var downtown, hvor det skulle være godt at shoppe. Vi søgte efter en souq, som svarer til det, som vi kalder for et marked. Men det skulle de ikke have her. Det er mere butikker og boder, der ligger langs med gaderne.
Mange turister vælger Amman helt fra og tager direkte fra lufthavnen til Madaba eller Det Døde Hav. Det kan vi sagtens følge dem i. Byen er stor og larmende uden de større attraktioner. Så brug hellere tiden de andre steder - Jordan har jo super meget at byde på :o)
Med tungen lige i munden og uden trafikuheld forlod vi hovedstaden med kurs mod Madaba, som ligger længere mod syd af Kings Highway. Madabas historie går mere end 3500 år tilbage. Byen nævnes flere steder i bibelske tekster. Det var her Davids styrker besejrede ammoniterne og aramæerne. I dag er Madaba mest kendt for sine byzantinske mosaikker. Derudover er byen hyggelig og nem at overskue. Et dejligt stop i Jordan efter hektiske Amman.
Madaba er også god at shoppe i. Området omkring Madaba Inn Hotel byder på mange butikker, der sælger håndværk... læderprodukter, vævede tæpper, vandpiber, keramik og mosaikbilleder. Vi købte produkter fra Det Døde Hav. Salt til mad, badesalt, mudder til hår, krop og ansigt. Det kostede 15 dinar ialt.
I samme område omkring hotellet ligger gode billige restauranter. Vi er ekstra opmærksomme på hygiejnen grundet graviditeten. Disse restauranter virker til at have styr på det :o) I restaurant Haret Jdoudna kan man spise i en hyggelig gårdhave. Den er utrolig populær. Ayola Coffee Shop & Bar er super hyggelig indrettet med vægge af kampesten og murede vægge. De lokale kommer for at ryge vandpibe, men rummene er store, så det føles ikke indelukket og tilrøget, hvis man gerne vil spise der. Maden er god og billig. 2 sandwich, Jordan style, med 2 sodavand kostede kun 8 dinar.
Overnatning - Madaba Inn Hotel, Amman, Jordan |
Adresse: | Talal Street, Madaba |
Godt: | Perfekt placering i forhold turistattraktionerne. Fine værelser. |
Skidt: | Kun Wifi i receptionen - ikke på værelserne. |
Karakter: | 6 |
Pris: 440,00 kr. (55 JOD)
for et dobbeltværelse
|
|
|
|
|