Lake Titicaca ligger mellem Peru og Bolivia. Peru siger, at de ejer 60% af søen og Bolivia 40%. Hvis man spørger Bolivia, er svaret selvfølgelig omvendt. Søen er verdens højst beliggende sø, som man kan sejle i med større skibe, med sine 3811 m over havoverfladen.

Søen er hjemsted for flere øer, der alle har bevaret deres traditioner, som varierer fra ø til ø. Et typisk besøg ud på søen er en 2 dagturs med overnatning hos en familie. Vi gav 65 S pr. person inkl. transport, entre og mad.

Det er en god ting at sikre sig, at familien, som man overnatter og spiser 3 måltider hos, får nok penge af rejsebureauet. Nogle familier snydes og får kun ganske få soles for opholdet. Vi boede 4 hos samme familie, som fik 25 S pr. person. Det vil sige 100 S, hvilket er mange penge her.

Vores første stop på turen var Uros øerne, som består af 60 små øer, som alle er "hjemmebygget". Det tager 1 år at bygge en ø. For at undgå de krigeriske Inkaer, byggede denne stamme deres egen øer, som kan flyde. De tøjler dem fast, så de ikke havner i Bolivia - uden pas :o)

Kvinderne har de mest flotte og neonfarvede kjoler på. Disse farver er flotte kontraster til deres ø, som er "hø-farvet". Uros øernes fundament er bygget af rødder, som er dækket af siv i flere lag. Deres hytter og både er også af siv, så der dufter dejligt af hø.

3 ,5 time senere ankommer vi til Amantani, hvor vi skal overnatte. De har lavet et roteringssystem, hvor alle familier skiftes til at have overnattende turister boende. På den måde får alle del i de penge, som turisterne nu engang bruger. Der er ingen, der kan tjene flere penge end andre på restauranter og hoteller, da der kun findes en mulighed, og det er privat overnatning, hvor man også spiser.

Vi var så heldige at skulle bo hos områdets præsident. Amantani er inddelt i flere områder, som hver har deres præsident. De vælges demokratisk for 1 år af gangen.

Efter at have spist frokost skulle vi mødes med de andre fra gruppen, hvorefter vi skulle op på øens højeste punkt - 4127 m. Min rekord til dags dato :o) Heroppe udfører de hellige ritualer 21. januar hvert år. Bagefter er der stor fiesta.

Efter aftensmaden blev vi iklædt deres traditionelle klæder - sikke et syn. Honny fik poncho og en farverig hjemmestrikket hue på. Os piger skulle have en farvestrålende nederdel på, der var tyk og i flere lag, så man så ganske bred ud. Vi fik et bredt skærf bundet stramt om livet. Skjorten var hvid med broderede blomster på. Vi havde vandrestøvler på, så det så ganske komisk ud.

Vi gik ud i natten iført vores nye klæder ned til det lokale "forsamlingshus", hvor vi skulle danse deres danse. Vi havde også familiens lille datter på 5 år med. Hun gik meget op i at danse rundt :o)

De lokale havde fundet ud af, at Honny havde fødselsdag dagen efter, så der blev spillet fødselsdagssang, og folk fra landsbyen kom alle hen for at give ham et knus.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god