Sao Paolo, Brasilien: Bytur i Sao Paolo 
  Fredag den. 14-05-2004

Vi startede dagen i Paraty, hvor vi vågnede op til en rigtig lækker morgenbuffet med frisk frugt, brød og friskpresset juice, som blev serveret i en åben restaurant. Man skulle dog se sig lidt for, når man valgte sin mad, da vi opdagede, at fuglene også benyttede buffeten.

Vi tog den første bus, der kørte mod Sao Paolo. Det viste sig desværre også at være den, der kørte igennem alle de små byer for at samle folk op, så turen tog 6 timer i stedet for 4 timer.

Vi holdte pause på en lille rasteplads, hvor en burger og et kæmpe glas frisk appelsinsaft kostede 4,50 reais, som svarer til ca. 9 kroner.

Da vi endelig ankom til Sao Paolo, tog vi metroen, da vi havde fået en adresse på et hostel af nogle engelske fyrer på Ilha Grande. Efter lidt tids søgen fandt vi hostellet, Hotelling Internatinal. Vi bestemte os for at blive, selvom de kun havde dorms, hvor piger og fyre sover adskilt. En dormbed koster 23 reais med studierabat, så det var godt, at jeg havde taget mit studiekort med.

Vi boede lige i nærheden af storcentret Santa Cruz, hvor vi gik hen for at bestille flybilletter til Salvadore på søndag. Det kostede lidt mere, end vi havde regnet med, men så er det nordlige Brasilien til gengæld også billigere. 1 billet 1 vej kostede 400,25 reais inklusiv skatter.

Vi havde hørt mange gode historier om nattelivet i Sao Paolo, så vi glædede os til at skulle ud at feste. Vi havde forhørt os lidt på hostellet om, hvor vi skulle gå hen. De misforstod os desværre, da vi spurgt om en god restaurant, idet de sendte os hen til den dyreste buffet-restaurant i Sao Paolo. Tjenerne havde kostumer på og trak stolen ud for os, hver gang vi rejste os. De var hele tiden meget opmærksomme på, om vi manglede noget. Det var en god men dyr fornøjelse, som kostede 50 reais pr mand.

Vi havde også fået en bar, Favela Bar, anbefalet, men den viste sig ligeledes at være fin og dyr. Vi ville snakke med det brasilianske folk, så vi begav os ud for at finde sådan en bar.

På et tilfældigt hjørne gik vi ind på en bar for at få en drink. Her faldt vi i snak med to brasilianske piger, hvoraf den ene havde boet i Canada og USA, så hun snakkede godt engelsk. De var på vej til en fødselsdagsfest på en bøsse og lesbisk bar, hvor de inviterede os med.

Festen var et par blokke væk, så vi skulle følges med dem i deres bil. Folk har en meget afslappet holdning til alkohol og bilkørsel, men de fik os overbeviste om, at de viste, hvad de gjorde.

Fødselsdagsfesten var rigtig god, og de syntes, at det var sjovt med et par danske hoveder. Det kostede 12 reais pr mand i entre, hvoraf man kunne drikke for 5 reais gratis.

Den ene af pigerne skulle undervise nogle børn i engelsk den følgende dag, hvor vi fik lov at komme med, hvis vi kunne komme op tidligt. Men da blandingsforholdet i drinks igen var helt ude af trit, blev vi hurtigt meget fulde. Vi lovede alligevel at tage med:)

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)