Softsleeper er meget behageligt, men toget er stadig et bumletog. Det er vigtigt at have varmt tøj på om natten, da airconditionen ikke kan skrues ned. Vi sov med vores backpacks oppe i sengen, da der var fire senge i kupeen, og vi kendte ikke de andre to.

Klokken 6.30 ankom vi til Lao Cai, hvor der ventede os en kort bustur op til Sapa. Vejen var meget dårlig, men den var ved at blive forbedret i anledningen af Sapas 100 års fødselsdag. Der havde været mange jordskred, som havde ødelagt vejen.

Da vi ankom til vores hotel i Sapa, fik vi serveret morgenmad. Hvis vejret havde tilladt det, havde vi kunnet nyde udsigten over hele dalen og se bjergene i horisonten. Et af bjergene hed ”Fansipan”, som vores rejseselskab var opkaldt efter.

Efter morgenmaden blev vi inddelt i grupper, hvor vi kom i gruppe med et ældre fransk ægtepar. Det var kun mig, der havde ordentlige trekkingsko med, så Honny og det franske par gik sammen med guiden ud for at købe sko. Jeg havde min junglesko med, som jeg har fra min overlevelsestur i Malaysia. Honny kunne ikke finde et par sko i str 45, så han måtte gå i sine sandaler.

Da alle var ordentligt udstyret, startede vi vores trek i silende regn og en ordentlig omgang mudder. Ind imellem lettede regnen og skyerne, så vi fik også glimt at den smukke dal og bjergene. Undervejs købte vi vandrestave, så vi ikke så let ville glide og falde på vej ned og op ad bjergene.

I den første landsby vi kom til boede Black H’mong. Her så vi, hvordan de boede, sov, spiste og arbejdede. Kvinderne bar sorte dragter og havde en kam siddende i håret, så de altid kunne have pænt hår og hurtig rede det, hvis det blev uglet. Vi så deres skole, hvor der var ca 50 elever i hver klasse. Vi lærte om deres kultur, hvor vi hørte om arrangerede ægteskaber. Hvis pigen ikke ønskede at ægte den udvalgte, viste hun sin modstand ved ikke at spise, hvorfor nogle endte med at dø, hvis familien ikke gav efter.

Klokken 13.30 spiste vi frokost med udsigt til floden. Herefter fortsatte vi med at vandre til klokken 15.30, da var vi endelig fremme ved vores overnatningssted hos en lokal stamme. Vi havde fået ømme fødder af at gå og ømme skuldre af at bære rygsæk. Mine fødder var især meget ømme, da jeg havde fået mange vabler. Mine sko passede åbenbart ikke til min fødder mere, de var alt for store – mærkeligt. Honny havde klaret turen fint i sine sandaler, så det er vist ikke så vigtigt med ordentlige vandresko alligevel, med mindre man skal gå i flere uger.

Vi havde håbet på at få lov til at bo øde og primitivt. Husene og de lokales liv var meget primitivt, men vi boede desværre meget tæt på andre turister, idet regeringen bestemmer, hvor der må overnattes, rejseselskaberne kan ikke selv lave aftaler med de lokale.

Stammehuset bestod af to rum – et opholdsrum og et køkken. Under loftet var der lavet en hems, hvor der lå madrasser til at sove på. På pladsen foran huset, var der en vandhane, hvor man kunne vaske sig i ly af et lille hegn. Toilettet lå ned ved floden, hvor man skulle klatre ned af en lille sti og hoppe over en lille bæk for at komme hen til ”det lille hus” med et lille hul i jorden. Vi fik at vide, at vi også gerne måtte bade i floden, men efter at have set hvor toilettet løb hen, mistede vi lysten. Børnene i byen går ikke afsides for at tisse, de gør det midt på stierne.

Vores guide, Hieu, røg meget vandpibe og påstod, at der ikke var noget i tobakken, men han blev mere og mere saglig og dagdrømmende, som aftenen sked frem.

Vi blev hele tiden overrendt af sælgere, som også havde fulgt os hele dagen. De ville sælge sølv armbånd, hæklede armbånd, hatte og kludetæpper. Honny købte nogle hæklede armbånd, 1000 dong pr stk, for at få fred, men det fik bare endnu flere ivrige sælgere til at komme.

Hieu lavede mad til os, og det var rigtig lækkert. Vi fik ris, svinekød, oksekød, kartofler, grøntsager og tofu. Han ville ikke spise sammen med os men foretrak at sidde hos familien.

Efter middagen sang vi Vietnams nationalsang ”Ho Chi Minh”, som er en kampsang. Vi fik også mulighed for at få svar på vores spørgsmål. Hieu fortalte, at de lokale spiser alt – også deres husdyr såsom hundene. Den plet, som mange kvinder havde i panden, var et brandmærke. Hvis man får hovedpine, kurerer de det ved at sætte et glødende bøffelhorn for panden, hvorefter hovedpinen forsvinder. 15 dage senere falder såret af.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god