Vores hotelværelse var inklusiv morgenmad, som ejerne havde pralet meget af, da de ville overtale os til at bo hos dem. Den viste sig at være lidt overdrevet. Vi fik te, æg og flutes.....hver dag. Maden blev serveret i deres opholdsstue, så vi følte os næsten som en del af familien.

Den billigste måde at komme rundt på i Vietnam er med cyklo. Ofte er chaufføren også en god guide og kender byen som sin egen lomme. De fleste cykloer er ikke indrettet til to europæere, så vi tog en cyklo hver. Man skal lige vende sig til den vietnamesiske trafik, som virker meget kaotisk og ukontrolleret. Der er meget få lyskryds og slet ingen fodgængerovergange. På trods af de få biler får de mange motorcykler trafikken til at virke fuldstændig uoverskuelig. Vi følte flere gange, at vi satte vores liv på spil, men cyklochaufførerne havde situationen under kontrol. Det tog os også noget tid, før vi lærte at krydse vejen til fods på den ægte vietnamesiske facon - som virker. Man skal krydse vejen ved at gå meget langsomt. Hvis man løber overvejen, kan de mange motorcyklister ikke nå at køre uden om dig.

På vores byrundtur i cykloerne stoppede vi første ved et posthus, så vi kunne sende nogle postkort hjem. Dernæst kørte vi hen til et 4-etagers marked, Adong, som var meget spædende at ose rundt i, men vi købte ikke noget. Der var mange tiggende børn, som holdte til udenfor markedet, da de har opdaget, at der kommer mange turister her. Vi var på udkig efter et par sandaler til Honny, så han ikke skulle få flere betændte vabler. Det tog lang tids søgen på mange markeder, før vi fandt et par sandaler i størrelse 45. Sælgeren insisterede på, at det var ægte Nike sandaler, så de var lidt dyrere end forventet...330.000 dong. Nogle dage senere mødte vi en englænder på en bar, der arbejdede for Nike, og som undersøgte sandalerne, der viste sig at være ægte. Så det endte med at være en rigtig god handel.

Ved hvert stop ventede vores cykloer på os udenfor, selvom der nogle gange gik op til en time, før vi var klar til at køre videre. Hele turen kostede 40.000 dong pr cyklo, hvilket svarer til ca 20 kroner.

Til frokost prøvede vi en vietnamesiske specialitet - fresh spring rolls. Det var ikke noget, der faldt i min smag, hvorimod Honny var vild med retten. Fresh spring rolls består af friske ukogte ingredienser såsom rejer og forskellige grøntsager rullet ind i tyndt rispapir.

Massage er meget populært i Vietnam - men lidt dyrere end i Thailand. Vi prøvede fodmassage, som også inkluderede massage på ben, arme og ryg. Det kostede 50.000 dong pr mand for en time. Pigerne var søde og meget snakkesalige, men desværre blev indtrykket af dem forringet, da de forlangte drikkepenge - mange. Der stod ikke nogen steder, at man skulle give drikkepenge, og de var ikke tilfredse med lidt. Så massagen endte med at blive dyr, og pigerne så rigtig mopset ud, da vi gik. De "forlangte" 20.000 dong i drikkepenge, så vi følte os narret af deres venlige imødekommenhed.

Da vi kom gående på gaden, stod cyklochaufførerne, der pludselig igen. Havde de mon fulgt efter os for at få os til at køre flere ture med dem? De virkede meget søde og var ivrige for at vise os mere af byen, så vi tog en tur ud til et krigsmuseum - om Vietnamkrigen, kaldet den amerikanske krig i Vietnam. Turen derud kostede 30.000 dong tur/retur. Indgangen kostede 10.000 dong pr billet. Der var en masse billeder fra under og efter krigen, hvor alle rædslerne var skildret. Især krigens efterslæt var uhyggelige. De mange kemikaliebomber har forårsaget, at kvinder fødte deforme og svært handicappede børn. Torturkamrene og historierne om deres ofre var ligeledes uhyggelige. Folk var blevet krøbling efter tortur, hvor lemmer var blevet rykket fra hinanden og groede tilfældigt sammen igen. Der var også udstilling af de flyvere og tanks, der var blevet brugt under krigen.

Om aftenen vi fik vi en lille smag på monsunregnen. Vi lånte en paraply på vores hotel, så vi kunne gå ud i regnen. I en lille sidegade fandt vi en restaurant at spise aftensmad på. Der lå også nogle barer i nærheden, hvor vi gik hen bagefter. Øl er meget billige - ca 15.000 dong for en lokal brygget øl. Drinks er noget dyrere - ca 40.000 dong for den billigste drink. I en af barerne mødte vi nogle danske tv-folk, der var i Vietnam for at interviewe og filme folks liv. Udsendelsen blev senere vist på DR2.

En bartender gav os adressen på et karaoke sted, som viste sig at være en meget fin flamingo-bar. Indgangen til baren var lille og lignede indgangen til en hule, hvor man skulle "klatre" opad nogle sten for at komme ind. Inde i baren var væggene også lavet af sten og klipper, så hule-atmosfæren var gennemført. Der var dog ingen karaoke-maskine, i stedet spillede et flamingo-band.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god