Turister ankommer til Paracas med et formål - Isla Bellestas. Om morgenen kl. 8 går alle folk i den samme retning ned mod havnen. Uanset fra hvilket selskab du køber din billet, er det den samme type både og den samme tur, man kommer på. Husk at tage godt med tøj på, da Paracas er kold om morgenen, og vinden ude på havet er også kold.

Først stop på turen er Paracas´egen miniudgave af et tegn, som ligner dem, man kan se ved Nazcar. Turens helt store attraktion er naturligvis Isla Bellestas´mange søløver, pingviner og fugle. Man kan lugte øen længe før, man ankommer til den. De mange efterladenskaber fra dyrene gør, at øen stinker kraftigt. De mange fugle i luften betyder også, at nogle turister desværre blev ramt af fuglelort.

Søløverne var utrolig kære og dovne at se på. De var helt mørke, når de kom op af vandet. Mange lå langt oppe på klipperne, hvilket er utrolig flot klaret taget deres små "ben/luffer" i betragtning. Deres brøl gav genlyd mod klipperne. De solede sig, sloges eller svømmede rundt blandt bådene.

Det er forbudt at gå i land på Isla Bellestas. Kun adgang hvis du er en søløve, pingvin eller en fugl.

Efter denne tur tager mange turister straks videre. Byen har dog en mere ganske god attraktion - Reserva National de Paracas. Denne halvø er et af de tørreste steder i verden, selvom det samtidigt grænser op til Stillehavet. Der er ikke megen strand, der angiver overgangen mellem land og vand. Kun stejle skrænter som vandet slår hårdt op mod.

Reserva National de Paracas byder på mange viewpoints. Nogle steder er ørkensandet helt gult, strandsandet rødt mens vandet er grønt. Super flotte kontraster. Der udvindes meget salt her, som eksporteres til andre lande. Vejen i nationalparken er faktisk lavet af salt. Den ligner til forveksling fuldstændig asfalt.

Engang var området omkring Paracas frugtbart og rigt befolket. Grundet forurening forekommer naturkatastrofen El Nino nu hvert 15. år. Engang hærgede El Nino kun hvert 600. år. Det har haft store konsekvenser for byen og dens udvikling.

Begge aktiviteter købte vi på vores Hotel Santa Maria, som gav os den bedste pris. 55 S pr. person.

Vores chauffør fra nationalparken tilbød at køres os videre til Huacachina. Ellers skulle vi have taget en taxi op til Panamerican Highway, vente i siden af vejen til en bus kom forbi, som skulle i retningen mod Pisco, hvorefter vi skulle med taxi eller ny bus videre til Huacachina.

Vi var meget glade for tilbudet, så vi slap for risikoen ved at tage en lokal bus og skifte bus i den farlige by Pisco, som selv de lokale prøver at undgå. Turen kostede 20 S pr. person og tog 1,5 time.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god