Nogle gange kan det være svært at se, om det er en taxi eller en privat bil, der stopper for at samle dig op. Denne gang var det en privat bil, der kørte os ned til busstationen i Esfahan. Han talte ikke meget engelsk, men vi forstod hurtigt, at han havde stemt på Moussavi ved valget, da han spyttede ud af vinduet, da Ahmadinejab blev nævnt.

Fra handskerummet i bilen hev han pludselig en digtsamling fra Hefez frem. Det siges, at alle iranere ejer 2 bøger - Koranen og en digtsamling fra enten Hefez eller Sadi. Denne digtsamling var signeret af selveste Moussavi, som havde besøgt Imam Square. Chaufføren insisterede på, at vi tog imod den :)

Der ligger en stor salt-sø tæt ved Kashan, som vi gerne ville se. Vi tænkte på at leje en bil og kombinere turen til salt søen med et besøg i den lille, gamle og hyggelige by Adyana med afslutning i Kashan. Det viste sig hurtigt, at det ville blive en dyr omgang. Chaufførerne i Esfahan ville have 1700 riel pr km. Derfor endte det med, at vi tog bussen til Kashan. Det tager 3 timer men koster kun 27.000 riel pr billet.

Vores hotel skaffede os hurtigt en kontaktperson, så vi kunne komme ud at se salt-søen samme dag. Driver-guiden, en person som både kan køre og tale engelsk, havde en tur i området, som inkluderede sand dunes i ørken, salt-sø og caravanserai. 30 usd pr person.

Nygifte par tager gerne op til disse sand dunes for at få taget bryllupsfoto. Det er også skik, at der tages et nøgent billede af bruden stående i sand dunes.

Højdepunktet for os var helt klart salt-søen, da vi tidligere har set de andre ting. Salt-søen er 200x200 km, den kan også ses fra bussens vindue, når man kører mod Tehran, men der har man ikke mulighed for at stoppe op. Det første stykke af søen er fredet til turisterne. Her er det forbudt at hente salt til rensning og videresalg. Lastbilerne skal køre flere kilometer ind i den udtørrede sø.

Så langt øjet rækker er der hvidt. Når man går på saltet, knaser det ligesom frosne vandpytter og frossen græs. Nogle gange er der vand. Andre gange er der så tørt, at saltet knækker og stikker op ligesom store isflager.

Vores guide hedder Mahdi Galekhah og er anbefalet i Lonely Planet. Han stemte ikke på den nuværende regering, men er stadig meget troende, så vi kunne mærke, at man ikke skulle spørge ham om alt for dybdegående spørgsmål. Til daglig arbejder han også for regeringsafdelingen i Kashan, her tjener han ca. 400 usd pr måned efter skat.

Derudover er Mahdi også nogle gange med som guide for iranske grupper, der gerne vil til Thailand. Han havde dog ikke noget imod at snakke om sex, så han fortalt, at turene til Thailand ofte var til Pattaya. Det siger jo næsten alt. Der kan hurtigt kommme en lille feminist frem i en dansk pige, når hun hører, at iranske mænd synes, at det er OK at tage til andre lande for at gøre de ting, som man ikke må i sit eget land - sex og alkohol.

Mahdi har været i Thailand ca. 15 gange, men har endnu aldrig smagt thai mad. Han finder altid restauranter, som serverer iransk mad. Det kan man jo ikke helt forstå... :)

Det er svært for iranere at få visum til mange lande - især Europa, USA og Canada, så deres feriemuligheder er ofte begrænsede. Men Thailand har ikke strenge krav over for Iran, så derfor går turen ofte der til.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god