|
|
|
Kl. 7 i morges skulle vi med båden til Corozal i Belize, som ligger tæt ved den mexicanske grænse. Herfra skal vi videre til Chetumal, som er grænsebyen på den mexikanske side.
Bådturen kostede 45 Belize dollars og varede i 2 timer.
Da vi kom ind til fastlandet, Corozal, fandt vi en taxi, som vi delte med nogle australske fyrer, der skulle i samme retning. Det kostede 12 Belize dollars pr. mand at blive kørt til Chetumal i Mexico.
Det var en nem grænseovergang. Der var heldigvis ikke mange mennesker, så vi gik næsten lige igennem. Det koster 30 Belize dollars at forlade landet samt 7,50 Belize dollars, som går til naturreservater.
Det var ikke muligt at flyve fra Belize City til Mexico City, så skulle man mellemlande i USA, og det er vildt dyrt. Derfor er vi nu taget til Mexico, hvor det er billigt at flyve indenrigs.
Vi kan nu bedre sammenligne øerne Caye Calker og Ambergris. Vi foretrækker langt mere Caye Calker end Ambergris. Caye Calker er en dejlig lille ø, der er nem at overskue. Der er ikke travlt. Hvis man ønsker at møde andre rejsende, er det utroligt nemt her. Et lille samfund hvor man ofte render på hinanden. Der er flere hyggelige restauranter og næsten ingen beach boogies. Vi rendte rundt i bare tæer det meste af tiden. Intet storby-agtigt over denne ø :)
Det er stadig meget varmt, så vi er tjekket ind på et lidt finere hotel, Marlon, så vi kan blive kølet ned. Her er der aircondition og en pool. Det koster 440 pesos for et dobbeltværelse.
Vi tog en taxi (kun 13 pesos) ud til det store shoppingcenter Liverpool. Det er tydeligt at mærke, at Mexico er et meget billigere land end Belize. Folk fra Belize tager også ofte over grænsen til Chetumal for at handle billigt.
I Liverpool var vi et smut i biografen. En billet kostede 38 pesos. Vi så Babel med Brad Pitt. Den var god, men den foregår i USA, Mexico, Hong Kong og Marokko, så sprogene var ikke altid på engelsk. Underteksterne var på spansk, så vi skulle holde ørerne stive for at følge med :)
Der er karneval i aften. Det ligner nu mere en byfest, da der intet optog er. Der er stillet scener op flere steder, og der er boder langs vejen. Det er sikkert at gå rundt her, så det har vi nydt meget.
Der er stor forskel på, hvordan man gør tingene i Mexico, Guatemala og Belize. Restauranterne i Mexico er enormt hurtige. Både til at servere men også til at fjerne tallerkenen igen. Så snart man har taget den sidste bid, forsvinder din tallerken :)
|
|
|
|