|
|
|
Vi startede dagen tidligt med en tur ud på vulkansøen. For 100 quetzales pr. mand hyrede vi en båd for os selv, der sejlede os rundt til 2 små landsbyer, der ligger langs søen.
Det var en perfekt morgen. Skyfrit og vindstille.
Først sejlede vi hen til Santa Catarina, hvor vi hoppede i land lige ved en skole, der havde gymnastik. De spillede fodbold. Målet var ikke placeret særligt hensigtsmæssigt, da det vendte ud mod søen, så børnene skød hele tiden bolden ud i vandet.
Der er underjordiske varme kilder i den ene side af søen, så vandet var helt fantastisk dejligt varmt.
Vi lagde også til ved San Antonio, hvor vi var oppe og se nogle kvinder, der sad og vævede. De sagde, at de havde lavet ALT selv, men det er lidt svært at tro på. Andre siger, at nogle af tingene er lavet på fabrik...
Til sidst sejlede vi ud midt på søen, hvor vi kunne nyde udsigten til vulkanerne og stilheden. Det var perfekt. Det var tidligt om morgenen, men det var allerede meget varmt. Senere samme dag måtte vi også sande, at solen havde været stærk, da vi var blevet godt røde.
Kl. 12 skulle vi med en bus videre til Antigua, så vi kunne lige nå at få morgenmad inden afgang. Vi gik ned til en lille cafe, hvor vi fik sandwich og bananpandekager.
Vi delte bus med mor og datter fra Chile, en dame fra England og et par gutter fra USA, så vi fik trænet vores spansk, da pigen fra Chile gerne rettede de grammatiske fejl :)
Vel fremme i Antigua fandt vi et billigt hostel, Dia Verde, som koster 40 quetzales pr. person.
Antigua er kendt for sine vulkaner, hvoraf den ene er aktiv og konstant er lidt i udbrud. Den glæder vi os meget til at se.
Jeg var løbet helt tør for penge, og Honny havde næsten ikke flere tilbage, så det var vigtigt, at vi fik fat i nogle. Vi gik ned til området med bankerne. Der stod laange køer ude foran alle sammen. Alle manglede penge, både de lokale og turister.
Det er ikke for sjov, at man siger, at hver gang men kommer i nærheden af en ATM, der fungerer, skal man hæve penge. Nogle gange er det altså bare umuligt at få fat i penge her, og det var det i dag. Vi måtte i flere banker, før vi fandt en ATM, der virkede.
Honnys VISA kort virkede ikke, mærkeligt. Jeg kunne heldigvis bruge mit, så vi hævede 3 gange for at være på den sikre side. Flere steder kan man maks. hæve 1000 quetzales, vi fik 2500 quetzales ud i alt.
Som de fleste steder i Guatemala skal man være forsigtig om aftenen. Vi var heldige, for lige i nærheden af vores hostel lå der nogle gode og hyggelige restauranter.
Det kan være svært at forklare, hvad retterne består af hernede, så vi tager nogle gange fotos af vores mad. Foto siger jo mere end ord :) I hvert fald betalt vi ca 180 quetzales for 2 store hovedretter, jordbær daiquiries, uhm, vand og øl.
|
|
|
|