Cusco, Peru: Machu Picchu - verdens nye vidunder 
  Fredag den. 19-11-2010

Dagen starter tidligt i Aqua Calientes. Kl. 03.30 stiller de første mennesker sig i kø. Der er kamp om at komme med de første busser op til Machu Picchu. Det er nemlig kun 400 mennesker om dagen, som kan få lov til at bestige Wayna Picchu.

Der ankommer 500 mennesker fra Inka Trail, derudover er der turisterne fra Agua Calientes samt alle de andre turister, som har vandret andre ruter end Inka Trail, alle ankommer de tidligt om morgenen, så der er rift om de 400 billetter. Faktisk ankommer de folk, som har vandret Inka Trail senere end folk, der har overnattet nede i Agua Calientes - det er egentligt lidt snyd. De folk, som har knoklet mest for at nå frem, er dem, som måske ikke når at få adgang til Wayna Picchu.

Kl. 04 stillede vi os op i køen nede i Agua Calientes. Det var mørkt, og det regnede - tænk sig at man frivilligt står op så tidligt i sin ferie... Vi stod bag ved et amerikansk par, der var ganske underholdende. De sørgede for at tiden gik hurtigt. De var homoseksuelle med stort H - især den ene :o)

Vi var heldige - vi fik stempel på vores billet, som er adgangsbeviset til Wayna Picchu. Derudover nåede vi at få billeder af Machu Picchu, inden stedet blev overrendt af besøgende. Machu Picchu er endnu smukkere end på billeder. Området er fantastisk smuk - helt ubeskrivelig flot beliggende imellem bjergene.

Turen op til toppen af Wayna Picchu er stejl, hård og varm - selv om morgenen inden solen står højt. Opstigningen er vurderet til at tage ca. 45 min. Vi var lidt seje og tog turen på 32 min. Vi overhalede Kilroy rejsebureau, som var på studietur i Peru. De var af sted for at undersøge nye rejsemål i Peru bl.a. en ny trekkingrute op til Machu Picchu, da Inka Trail er ved at være for overrendt.

Udsigten fra toppen af Wayna Picchu var totalt overskyet. Så vi satte os på øverste klippestykke for at vente på en opklaring. Efter 30 min. kom der huller i skyerne. Sikke en udsigt, der kom til syne!! Det kan varmt anbefales at stå tidligt op for at sikre sig en billet til Wayna Picchu. For lidt nattesøvn opvejes fuldstændigt af den flotte udsigt. Helt ubeskriveligt flot.

Vi ville gerne have vandret af Inka Trail, men efter at have hørt andres beretninger er vi ikke helt så skuffede mere. Naturen er ikke smuk alle 4 dage. Det er kun på 3. dagen, at man har smuk udsigt, imens man vandrer. Stien og især teltlejren er overrendt. Toiletforholdene skulle være frygteligt og være grund til mange dårlige maver undervejs. Der er opstillet en bar, så 3. teltlejr er meget urolig og minder lidt om en festival.

Ideen med Inka Trail er, at man går i de gamle inkaers fodspor hen til smukke, smukke Machu Picchu. Man skal dog lige huske på, at inkaerne også brugte andre ruter for at nå frem, så man kunne overveje at bruge en anden rute end Inka Trail. Det vil også være både billigere, og man skal ikke booke sig ind på en tur i god tid, man kan bare møde op og sige: "Jeg vil gerne trekke i morgen." Alternaive ruter kunne være Lares Valley- eller Salkantay trek.

Nogle sammenligner Machu Picchu med Angkor Wat i Cambodia. Det synes jeg ikke helt, at man kan. Machu Picchu er samlet på et forholdsvist lille område med stejle bjergskrænter til hver side, mens Angkor Wat ligger spredt i en tæt jungle. Begge attraktioner er super flotte, og man kan ikke afvise den ene, fordi man har set den anden.

Efter at have set Machu Picchu er det nemt at forstår, hvorfor den er kåret til et af verdens nye 7 vidundere. Vi kan kun sige: "Wow".

Overnatning - Don Bosco Hotel, Cusco, Peru
Adresse:Av. Don Bosco s/n, Cusco
Godt:Normal pris er 85 usd. Wi Fi. God morgenmad. Ligner en borg indvendigt.
Skidt:Man kan nemt høre, når folk går rundt ovenpå, så få et værelse øverst.
Karakter:7   Pris:   233,20 kr. (40 USD) for et dobbeltværelse
Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)