Yangon, Burma: Leveforhold 
  Lørdag den. 08-11-2008

Hvis man kommer til at spørge for direkte om styret, sænker folk straks stemmen og siger: "Det kan vi ikke snakke om." Vi legede uvidende turister og spurgte en guide ved en seværdighed, om der var demokrati i landet. "Åh nej", svarede han og smilede skævt: "Det har vi sørme ikke her."

Det er kun, hvis man kommer til at stille "forkerte" spørgsmål, at man rigtig kan mærke folks angst.

Befolkningen har adgang til tv med udenlandske nyhedskanaler, radio og internettet. Mange internetsider er dog blokeret, men alle hacker sig bare uden om via programmet Free Gate. Det kan dog stadig være svært at sende en mail, men vi kan sagtens modtage mails.

Rejsespor.dk er ikke spærret af regeringen, så den kan vi sagtens opdatere :)

Det er altså forholdsvis nemt for befolkningen at søge og få adgang til oplysninger om andre lande. Almindelig husstande har dog kun adgang til udenlandske sportskanaler samt deres egen nationale propaganda nyhedskanal. Udenlandske nyhedskanaler findes kun på hoteller. Men alle kan få adgang til internettet.

Fordi alle har adgang til udenlandske sportskanaler, er de meget opdateret med især fodbold. De kender danske hold og danske spillere.

Man kan sige utrolig meget negativt om militærdiktaturet i Myanmar. Og der sker rigtig mange frygtelige ting. Men kvinder har de samme rettigheder som mænd. Eks. har de mulighed for at uddanne sig. De har også ret til at blive skilt og få halvdelen at den fælles formue i ægteskabet. Det er mere, end kvinder i demokratiske lande som Indien og Tyrkiet har... Det er lidt tankevækkende.

Det er forbudt for turister at færdes i ydre områderne af Yangon. Vi ville gerne have været rundt for at se forskellige bydele, men det må vi ikke. Turister må gerne leje en bil med chauffør og køre rundt i landet - der er dog ikke fri adgang til alle steder i landet. Man skal søge om tilladelse til at bevæge sig uden for de tilladte områder.

Solen skinner fra en skyfri himmel i dag. Der er 32 grader i skyggen og 41 grader i solen. Selv de lokale hopper fra skygge til skygge i denne hede. Taxichaufførerne har hængt håndklæder i vinduet, så solen ikke brænder så hårdt på dem.

Vi har vekslet flere penge på det sorte marked i dag. Dog ikke til den samme gode kurs som sidst. Kursen var 1270 kyats for 1 usd. Der er forskellige bogstaver på hver seddel. Alle sedler der begynder med H er i dårligere kurs. Der er meget strenge regler.

Vi har tjekket alle sedler godt, hver gang vi har vekslet. Alligevel er det lykkedes dem at snyde os. I forhold til hvor mange usd vi har vekslet, og hvor mange penge vi har brugt, mangler vi ca 700 dkk. Det er vist bare sort uheld. Hellere blive snydt end røvet for penge. Vi må bare være bedre til at gennemskue dem.

Vi tør kun spise på de lidte bedre restauranter grundet hygiejnen. Vi har købt antibiotika i Thailand, da meget medicin her er en dårlig kopi eller udløbsdatoen er overskredet. Der er ikke mulighed for at komme til en kvalificeret doktor, så vi må hjælpe os selv.

Vi har købte 5 ure i dag. Pludselig kom vi forbi en masse boder med kopiure. Tilsammen kostede de ca. 10000 kyats.

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)