Vang Vieng, Laos: Næste stop Vang Vieng 
  Fredag den. 02-11-2007

I dag går turen længere mod nord til Vang Vieng, som ligger 150 km fra Vientiane, men alligevel tager turen 3 timer, da vi skal igennem bjerge.

Inden vi blev hentet skulle vi lige nå i banken. I følge Lonely Planet er der ingen ATM'er i andre byer end hovedstaden - det passer dog ikke mere, vi fandt senere en i Vang Vieng.

På en ATM kan man maks. hæve 700.000 kip, hvilket svarer til ca. 400 kr. Man kan sagtens hæve flere gange, men det koster jo bankgebyr hver gang. Så derfor foretrækker vi at hæve penge inde fra banken. Det koster kun 3% af beløbet. Vi har dog haft lidt problemer med, at de ikke kunne læse vores VISA kort. Derfor tør vi ikke binde an på, at banker længere inde i landet kan læse vores VISA kort, og vi vil ikke pludselig stå uden penge.

Nu er jeg den stolte ejer af 3.000.000 kip. Honny hævede dollars, hvilke jo kan veksles alle steder. Vi vil heller ikke have for mange kip tilbage, når vi forlader Laos.

Vang Vieng har et blandet rygte. Det er en lille by med en helt fantastisk rig natur, der gør det muligt at trekke, mountainbike, kajakke etc. Det er desværre også en by med mange stoffer, så man skal aldrig bestille noget på menukortet, der hedder "happy". Happy pizza eller happy drink vil sørge for, at du bliver vældig happy på den forkerte måde.

Vi mødte et par amerikanske piger, som ikke var klar over dette. De ved ikke, hvad de fik af stoffer, de blev bare meget mærkelige tilpas og bange for det, der skete med dem.

Der er de flotteste klippeformationer hele vejen rundt om byen, som især er kendt for sine limestone grotter. Vi synes, det er en rigtig tiltalende lille by.

Det er muligt at se DVD film på flere restauranter i byen. Vi har købt en del DVD'er hernede. Bl.a. en dokumentarfilm om S21, fængslet fra Phnom Penh, hvor enkelte af de 7 overlevede fanger konfronterer nogle af fangevogterne.

Fangevogterne ser sig selv som offer for Khmer Rouge, selvom det var dem, der udøvede volden. De tidligere fanger har selvfølgelig svært ved at forstå dette. Det er et svært dilemma. Men på intet tidspunkt siger de tidligere fangevogtere "undskyd" for deres handlinger...

Vang Vieng har også et rigt bar-miljø, som vi fik afprøvet. Honny deltog bl.a. i en poolturnering men vandt desværre ikke. Der var også nogle piger fra Canada med i turneringen, som vi faldt i snak med og festede med resten af aftenen.

En drink koster 10.000 kip (ca. 5.50 kr).

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)