Phi Phi, Thailand: View over Phi Phi 
  Tirsdag den. 04-11-2008

Phi Phi øerne består af 2 øer. Den mindste, Phi Phi Ley er ikke beboet, og det er her, at filmen The Beach er filmet. Den store ø hedder Phi Phi Don, og her bor vi.

Øen er ikke særlig stor, og det er byen heller ikke. Vi kravlede op på toppen af bjergene ad en lille men utrolig stejl sti for at få udsyn over hele øen. Vi svedte, så det løb af os. Men sikke en udsigt vi fik - og sikke en gang motion lige fra morgenstunden.

Øen er ganske smal. Kun et par hundrede meter bred. Her oppe fra var det nemt at se og forstå, hvorfor Phi Phi blev ramt så utrolig hårdt af tsunamien. Der er skal ikke særlig høje bølger til for, at hele byen er oversvømmet.

Ruten, som vi tog op i bjergene, er også evakueringsrute, hvis der igen kommer et jordskælv under vandet, som forårsager gigantiske bølger. Oppe på toppen er der et foto af byen efter tsunamien havde hærget, og vandet igen var aftaget - sikke ødelæggelser.

Kl. 14.30 tog vi båden tilbage til Phuket, da vi flyver videre i morgen til Bangkok og derfra videre til Burma tidlig torsdag morgen.

Vi sejlede tilbage med en meget flottere båd, end vi var ankommet med. Denne var større og havde aircondition. Vi fik gratis sodavand og ananas. Sikke en luksus.

Tilbage i larmende, pulserende Patong med det heftige natteliv gik vi ud for at spise aftensmad.

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)