Nakuru, Kenya: Lake Nakuru 
  Torsdag den. 14-09-2006

Der blev stillet et bord op i midten af lejren, så vi kunne spise morgenmad. Hurtigt herefter kørte vi af sted mod nationalparken med Lake Nakuro.

Vi havde ikke set næsehorn endnu, så det håbede vi på at kunne se her. De første dyr vi mødte var dog små søde vildsvin - en mor og en unge. Uheldigvis havde en løve set sig sulten på ungen, så den satte en jagt ind. Ungen slap dog væk i god behold.

Vi var heldige. Vi fik at se både det sorte og det hvide næsehorn.

Dagens højdepunkt var dog Lake Nakuro, hvor der holder flere hundredetusinde flamingoer til. Sikke et flot lyserødt syn der mødte os. Desværre havde søen været udsat for forurening, så der lå en del døde flamingoer på jorden.

Sidst på eftermiddagen nåede vi godt støvede tilbage til Nairobi. Et engelsk par, Amble og Tom, havde spurgt, om vi ville med ud at spise.

De var ikke kun i Nairobi på ferie, de skulle også til bryllup. Ambles bror skulle giftes med en kenyansk pige om lørdagen. Der er mange indere, der bor i Kenya. Det skyldes, at begge lande har været engelske kolonier. Ambels bror havde fundet sig en indisk-kenyansk pige, så brylluppet skulle være efter Hindu tradition.

Vi havde egentligt planlagt at spise på en indisk restaurant med det engelske par, men vi endte på en etiopisk restaurant. Nogle havde fortalt os, at maden var næsten det sammen som indisk, så det ville vi gerne prøve. Det viste sig dog hurtigt, at indisk og etiopisk slet ikke kan sammenlignes. Etiopisk mad er voldsom stærkt. Vi fik bl.a. en ret med kylling, men kødet lignede nu ikke meget kylling. Det var også lidt svært at se, da der var ben over det hele.

Brødet lignede mest skumgummi af udseende, og det var også meget elastisk. Jeg syntes mest, at det smagte at surt blødt brod. Det blev lagt i bunden af en kæmpe bakke, hvorefter alle rettet hældes udover. Så er det ellers bare om at tage fat med fingrene om maden og skovle det ind med brød.

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)