Sapa, Vietnam: Trekking i Sapa dag 2 
  Søndag den. 27-07-2003

Vi havde sovet godt men vågnede tidligt, da naturen er meget larmende. Der var sprækker i hele hytten, så vi kunne ligge under dynen og følge med i, hvad der skete udenfor. Lyden af høns, hunde og floden vækkede os. Men det gjorde ikke noget, da vi fik en lækker morgenmad serveret bestående af bananpandekager med chokolade.

Klokken 10 startede vi vores trek, hvor vi hele tiden gik op og ned ad mudrede stier. Jeg havde droppet mine junglesko til fordel for mine sandaler, da min fødder var helt ødelagte af vabler. Jeg kunne mærke med det samme, at jeg ikke stod så godt fast men undgik heldigvis at fald i mudderet. Jeg havde efterladt mine sko hos vores værtsfamilie, så de kunne få glæde af dem. Vi havde også haft noget sukker med, som de også blev meget glade for at få.

Igen fandt vores guide et smukt sted at spise frokost, denne gang spiste vi ved et vandfald. Så kunne vi også vaske mudder af vores ben og sko. Imens Hieu forberedte vores frokost, klatrede vi ca en kilometer op af et bjerg, hvor stammen ”Red Zao” boede på den anden side. Igen blev vi vist rundt for at se, hvordan de levede. I følge deres kultur skulle kvinderne barbere halvdelen af deres hår af, da de syntes, at det var meget smukt. Tilbage ved floden igen fik vi varm nudelsuppe serveret, som Hieu havde tilberedt i en lille hytte tæt ved floden.

Efter frokost skulle vi krydse en flod via en bro, der langt fra var bygget færdig. Jeg var rystende nervøs, da jeg gik ud på broen. Den gyngede, og det var svært at finde noget at støtte sig til hele vejen. Hvis man faldt ned, ville man falde et par meter, før man landede i den brusende flod. Vi nåede alle helskindet over, hvorefter vi gik i fire timer, til vi nåede op på en vej, hvor en minivan ventede for at køre os tilbage til hotellet ad en meget hullet vej. Vi nåede ikke hele vejen til Sapa, da en lastbil spærrede vejen, som ikke var bred nok til to biler. Vi måtte stige ud og gå det sidste stykke.

Inden aftensmaden kigge vi rundt i byen, som vi ikke havde fået set noget af endnu. Der var flere butikker, spisesteder og små markeder. Det var en meget hyggelig lille by.

Vi spiste aftensmad på hotellet, hvor vi kunne vælge mellem to eller tre retter – også inkluderet i tur-prisen.

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)