Pushkar, Indien: Udforskning af Pushkar 
  Torsdag den. 24-02-2005

Natten var kold, så vi måtte ligge tæt for at holde varmen.

Da vi gik ned for at kigge mere på byen, kom vi forbi et sted, hvor man kunne få brændt flash kort over på CD - 50 rs pr. CD. Vi har også udvalgt de bedste billeder, som vi får fremkaldt hernede til kun 4 rs pr. foto. Vi er også ved at prøve at uploade nogle billeder på hjemmesiden, men indtil videre har internetforbindelsen været for langsom :)

Ved siden af fotobutikken lå en lille butik, der solgte marmor ting rigtig billigt. Så vi kom derfra med 3 små krukker/urtepotter og 2 skåle for kun 250 rs.

Vi var ved at blive sultne, så vi gik op på Third Eye for at spise morgenmad/frokost. Dette sted er meget populært blandt israelere, så vi var 3 turister ud af ca. 25, der ikke lige kom fra Israel :)

Da der er så mange israelere, der rejser i Indien efter, at de er færdige med militærtjenesten, har mange restauranter også israelske specialiteter på menukortet, så vi fik pita med falafel, humus og diverse andre ting. En pita kostede ca. 50 rs, igen mega billigt.

Flere steder lejer scootere ud, så vi lånte en, 50 rs for 3 timer, for at køre lidt rundt og kigge på byen og landskabet. Vi kørte op i bjergene, hvor der var rigtig mange aber. Vi var lidt bange for, at de skulle hoppe på os, da de ikke så særlige bange ud :)

Efter at have studeret den indiske trafik i flere dage, var det nemmere at færdes i trafikken. Man skal bare køre med hornet i bund og flette ind og ud i trafikken, så det gik egentlig meget let :)

Klokken 17 var vi tilbage i byen igen, da vi havde lavet en aftale med en yogaskole. 100 rs pr. person for 60 minutter. Yogatimen skulle foregå i en gård, der lå rundt omkring et tempel, så vi havde nogle tilskuere:)

Timen var lidt anderledes end det yoga, som vi tidligere har prøvet. Som altid er der nogle øvelser, der er meget uvante for os, så vi kom til at skraldgrine. Faktisk så meget at vores ellers så rolige og meget koncentrerede lærer også kom til at grine :)

Efter endt yogatime gik vi tilbage til hotellet for at bade inden aftensmaden. Vi havde set en restaurant, Om Shiva, der tilbød buffet for kun 50 rs, så der ville vi hen. Om Shiva er et meget populært sted, så en anden restaurant har kopieret navnet og menuen.

Inden vi nåede at blive færdige på badeværelset, gik lyset i hele byen. Vores værelse var kulsort, og da vi ikke havde nogen lommelygte med, måtte vi famle os vej ud af værelset og udenfor, hvor det eneste lys var månen. Heldigvis var der skyfrit, hvilket vi har haft alle dagene, ellers havde der også været kulsort udenfor :)

Efter ca. 30 minutter kom lyset tilbage, og vi kunne gøre os færdige til at gå ud for at spise. Vi valgte at spise på kopi-restauranten Om Shiva, da den lå nærmest og så også ud til at være populær.

Buffeten bestod af suppe, ris, pasta, chapati, kartoffelmos, forskellige sovse og søde desserter. Vegetarmad er meget populær i Indien, så buffeten var også uden kødretter.

Bagefter gik vi tilbage til hotellet, hvor der sad nogle oppe på taget og hyggede sig med marihuana og øl. Igen takkede vi pænt nej til at ryge og nøjedes med øl, som kokken kunne fremskaffe, selvom det var forbudt at drikke i Pushkar :)

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)