Jodhpur, Indien: Bustur til den blå by, Jodhpur 
  Torsdag den. 17-02-2005

I går havde vi købt busbilletter til Jodhpur, 120 rs pr. billet, som ligger længere inde i Rajasthan. Turen skulle tage ca. 8 timer, og det kom heldigvis også til at passe - 8 timer senere rullede vi ind i Jodhpur.

Denne by er kendt for sine krydderier og te. Så efter at have fundet et godt og billigt guesthouse, Sunshine Guestgouse til 200 rs for en overnatning, gik vi ned på Sardar Market.

Priserne på krydderier og te vekslede så meget fra butik til butik, at det lød helt tosset. Det var svært at finde ud af, hvilket niveau prisen burde ligge på. De steder, Lonely Planet anbefaler, var meget dyre. Til sidst fandt vi dog en god butik, hvor vi kunne få lov til at dufte til krydderierne og smage teen, før vi købte noget. Prisen var ca. 100 rs for en pose med 250 gr.

Temperaturen er lavere end i Bombay, så der bliver køligt, når solen ikke skinner. Det betyder, at vi har fået brug for vores lange bukser og trøjer. På den anden side forhindrer dette også myggene i at stikke os, så det er jo godt :)

Jodhpur har næsten kun vegetar restauranter, hvilket inderne går rigtig meget op i. Vi havde fået en god restaurant anbefalet, så der tog vi hen for at spise aftensmad. Det viste sig, at den serverede kødretter....øl og spiritus, så det passede jo lige til en dansk gane :)

Derforuden viste restauranten sig også at være ekstrem hyggelig. Man sad udenfor med et bål i midten og vandfald i baggrunden. Restauranten blev afgrænset af store klippe-lignende vægge.

Vi fik en kyllingeret, ris, 2 forskellige slags indisk brød alt imens, vi nød vand, rom og cola. Vi fik serveret så meget mad, at vi ikke kunne spise op - og hele gildet kostede kun 600 rs.

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)