Santa Cruz, USA: Drøner ned af Highway 1 
  Mandag den. 11-06-2001

Vi havde fået afklaret hele affæren med vores bil. Min mor hjemme i Danmark ringede til vores rejsebureau, hvorefter de faxede et brev til Avis i Union Square, som lå tættest på os. Tidligt om morgenen gik vi hen til Avis afdelingen, og der var lige pludselig ingen problemer. Her var ingen ubehagelig betjening, derimod venlige og kvalificerede personale til at tage sig af sine kunder!

Så nu kunne vi drøne ud i det blå og opleve noget mere af USA. Vi kørte ud på Highway 1, som er en fantastisk smuk trækning, der løber hele vejen ned til Mexicos grænse. Vi kørte langs med havet, hvor vejen snoede sig rundt i bjergene, så det var med at holde tungen lige i munden, for der var en lang skrænt ned til det smukke blå hav.

Indimellem stoppede vi bilen for at holde ind til siden. Den smukke natur blev for meget, og vi måtte ud og se nærmere på den. Jeg kørte stadigvæk bilen, fordi Mette ikke var blevet bekendt med automatgear endnu. Senere på dagen fandt vi en rasteplads, hvor hun fik øvet sig på at køre med automatgear. De første ture var det som at køre med en kænguru, da bilen reagerer meget kraftigt på bremsen. Folk kiggede lidt underligt ved rastepladsen, for det så jo sjov ud i starten, da Mette øvede sig!

Der er mange små hyggelige byer placeret langs kysten, som vi passerede på vores vej. Vi spiste frokost i Half Moon Bay, hvor vi fandt en cosy lille restaurant, Ketch Joanna. Der var flest lokale, der sad og nød deres traditionelle burger eller steak med en øl til.

Hen på dagen var vi nået til Santa Cruz, hvor vi bestemte os for at blive og overnatte. Vi boede på Ocean Street, som er et virkeligt godt hotel med pool. Poolen blev senere hen en last, vi udviklede. Det blev umuligt for os at undvære den. Intet er dejligere end at springe i poolen efter en lang varm dag.

Santa Cruz er kendt for tivoli og dejlige strande. Tivoliet ligger et stenkast fra stranden, og der måtte vi jo ned. Der var en stor spillehal med masser af spilleautomater - lige noget for mig. Der blev proppet en del quaters i maskinerne, men det var jo sjovt.

Senere satte vi os ned til stranden for at hygge os i det dejlige vejr. Vi kunne godt mærke, at temperaturen var en del varmere end i San Francisco. På motellet fortalte de os, at det ikke var alt for sikkert at færdes nede ved stranden efter mørkets frembrud, så lidt i 9 daffede vi tilbage til motellet, som lå en 10 minutters rask gang fra tivoliet. Byen virkede utrolig hyggelig, og vi bestemte os for at her kunne vi godt tilbringe en dag mere.

Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)