Todra Gorge, Marokko: Vandring i Todra Gorge 
  Lørdag den. 03-04-2010

Jan startede dagen med "marokkansk" mave, hvilket rigtig mange turister oplever her i landet. Efter et besøg på apoteket og en middagslur gik det meget bedre.

Vi har taget den lokale bus videre til Tinerhir, 10 dirham pr. billet, og turen tog ca. 1 time. Herfra tog vi en taxi videre op til Todra Gorge, da vi denne gang vil prøve at bo midt i den smukke natur. Todra Gorge er strækning på ca. 16 km - altså lidt mindre end Dades Gorge, men lige så smuk på sin egen måde.

Dades Gorge gav smuk udsigt over området og bjergene. I Todra Gorge kører man meget i bunden af en kløfte langs med floden, hvor der er ca. 200 meter op til kanten af skrænten. Derfor er der også mange turister, som kommer for at klatre på væggene.

Vi valgte at bo på Yasmina, som ligger lige midt i hjertet af Todra Gorge - nede i bunden af kløften med meget høje klippevægge. Stedet er et yndet udflugtsmål for turister og lokale i weekenden, så der er mange mennesker om dagen. Der er boder langs med vejen, hvor der sælges smykker, tøj og andre souvenirs. Der er også små madvogne på hjul, hvor man kan få sig en billig sandwich for 4 dirham eller en slikkepind for kun 1/2 dirham.

En overnatning uden mad koster 200 dirham, med morgenmad koster 250 dirham, og halvpension koster 400 dirham.

Området er ideelt for dagture til fods. Vi valgte en strækning, der tog ca. 3-4 timer sammen med en lokal guide, der kostede 120 dirham. Guiden havde 2 brødre. En var blind og sammen arbejdede de i en lille bod med souvenirs. Den anden bror var receptionist på vores hotel.

Lonely Planet siger, at man sagtens kan vandre af sted alene, men flere steder er ruten svær at aflæse, så det er langt det bedste at tage en guide med ud på turen - så er man også sikker på, at man kommer hjem igen - inden det bliver mørkt :o)

Vi vandrede op i bjergene, hvor vi kom forbi en lille nomade-berber-familie, der boede helt alene oppe i bjergene. De var meget gæstfrie og bød os straks på te og brød. Ruten var hård og gik både meget opad og nedad. Vi nåede op på toppen, hvor vi havde god udsigt over området. Der er ikke mange planter, som vokser oppe på disse bjerge, men ironisk nok så de få planter, som kan overleve her, de kan sørme bruges til te. Turen første os også hen til guidens landsby, som lå langs med vejen, hvorfra vi kunne gå tilbage til Yasmina.

Aftensmaden var inkluderet i prisen og bestod af salat til forret, lækre grillspyd med ris til hovedret og appelsiner til dessert. Drikkevarer var ikke inkluderet - de var lidt dyre. 10 for vand og 8 for cola. Som noget helt specielt kunne vi købe en flaske vin, 120 dirham, som vi kunne nyde sammen med maden. De lavet god vin i Marokko - mærkeligt nok, nu de fleste ikke selv drikker alkohol.

Overnatning - Yasmina Hotel & Restaurant, Todra Gorge, Marokko
Adresse:Ved kløften og nemt at finde
Godt:Smuk beliggenhed midt i Todra Gorge. Inkl. halvpension (morgenmad + aftensmad)
Skidt:Mange turistbusser om dagen. Strømmen kommer først kl. 18.30 om aftenen.
Karakter:6   Pris:   264,00 kr. (400 MAD) for et dobbeltværelse
Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god