Zagora, Marokko: Ørkentur til Zagora 
  Onsdag den. 31-03-2010

Flere tour operators arrangerer ture ud til 2 af Marokkos ørkener kaldet Zagora og Merzouga. De kan også arrangere bestigning af Nordafrikas højeste bjerg, Jebel Toubkal 4167 meter. På denne tid af året er der sne på toppen, hvorfor bjerget kræver specielt vandreudstyr - ellers havde vi været deroppe.

Vi bookede en tur hos Sahara Expedition - 550 dirham pr. person for 2 dage, 1 overnatning i ørken i telt, minivan, mad og 2 timers kamelridning hver dag. Den kvindelige sælger solgte turen godt, måske lidt for godt... Heldigvis havde vi, som de eneste, fået pruttet prisen 100 dirham ned pr. person.

Kl. 07 skulle vi mødes, men vi kom først af sted kl. 08. Undervejs var der stop flere steder, så vi kunne tage billeder af den flotte udsigt. Vi skulle krydse Atlas bjergene, det højeste punkt var 2260 meter, så vi kunne se sne på toppen af bjergene. Vi kørte også langs med den frodige Draa Dal.

Vores chauffør talte meget lidt engelsk og meget lidt fransk, så han var lidt svær at kommunikere med. Mange lokale taler ellers fransk, selvom det ikke kommer os til gode, da landet har været en fransk koloni.

Til frokost stoppede vi i byen Ait Benhaddou, som har været brugt som kulisse i mange berømte film såsom Lawrence of Arabia, Jesus af Nazarat, Nilens Juvel og Gladiator. I stedet for at spise frokost ved en af de dyre restauranter, som vores chauffør stoppede ved, smuttede vi i stedet for ned i byen - væk fra gruppen - for at få et nærmere kig på den flotte mudderby med de krogede gader og flot bevarede bygninger.

Det var en laang bustur, og vi var først fremme kl. 18.10, hvor vores kameler ventede ved siden af vejen. Vi var hurtigt oppe på kamelerne og klar til at ride igennem ørkenen hen til vores lejr, inden det blev mørkt. Men hov, efter 30 min. var vi allerede fremme ved lejren....Var vi ikke blevet lovet 2 timer?

Nå, men det skulle gøre godt med noget mad. Vi var alle ved at være sultne. Vi fik serveret en kop sød te, imens vi ventede på maden. Det blev en laang ventetid, da de først kom med maden kl 22.10. Lidt sent at få serveret mad. Det så ud som om, at de selv skulle spise først. Ikke god service over for sine sultne gæster, der uforstående sad og ventede på maden.

Vi havde taget en flaske marokkansk vin med ud i ørkenen, som vi sad og nød, mens vi ventede med længsel på maden. Den var tiltrængt.

Maden var ellers fin, og der var rigeligt af den. Gul suppe til forret. Man skulle ellers tro, at et land med så mange krydderier kunne få en suppe til at smage af andet end vand. Hovedretten var tajine med kylling og appelsiner til dessert. Der var masser af brød til hele måltidet. Marokko er utrolig god til at bage brød.

Efter middagen var der underholdning. Men de fleste hoppede direkte i seng efter en lang dag.

Overnatning - Hotel Souria, Zagora, Marokko
Adresse:Rue de la Recette 17
Godt:Perfekt lokation.
Skidt:Bad på taget. Toilet på gangen.
Karakter:6   Pris:   79,20 kr. (120 MAD) for et dobbeltværelse
Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(næste dag)