Agadir, Marokko: Ryanair til Marokko 
  Lørdag den. 27-03-2010

Vores fly afgik først kl. 17.55 fra Stansted lufthavn, så vi havde heldigvis ikke travlt, hvilket viste sig at være en god ting, da vores hoveder kunne mærke gårsdagens bytur. Vi startede stille og roligt med at købe en Subway sandwich, som vi spiste i forårssolen på en bænk langs med Themsen.

Det tager kun 3 timer og 30 min. at flyve fra Stansted til Agadir i Marokko. Ryanair kører rundt med en madvogn i flyveren, hvor man kan købe mad og drikkevarer. Man må også gerne tage sin egen mad med, det siger de ikke noget til.

Der er ikke meget plads i flyveren, så det var dejligt at være fremme til tiden, hvilket Ryanair som regel er. De er det flyselskab med den bedste rating på det område.

Vi havde læst i Lonely Planet og hørt fra flere folk, at marokkanere er nogle rigtig tyveknægte, og det, må man sige, er sandt. Taxichaufførerne var meget højtråbende og kommanderende. Vi ville væk fra cirkusset, så vi gik ud af lufthavnen. Chaufførerne holder godt øje med turisterne, så vi fik ikke lov til at gå ret langt i fred. En mand fulgte efter os og bad os møde ham ude på vejen. Det betød, at vi kom væk fra lufthavnsområdet, så vi kun skulle betale 150 dirham - i stedet for 210 dirham.

Hvis man ankommer til Marokko om dagen, kan det anbefales, at man går 500 meter op af vejen, hvor bussen til Inezgane går. Den koster kun 3 dirham.

Det er forholdsvist sikkert at gå ude om aftenen sammenlignet med andre afrikanske lande. Så vi kunne nemt gå ud for at finde noget aftensmad. Tæt på hotellet lå et lille spisested med en gårdhave, som serverede couscous og pizza. En god sprød pizza til kun 28 dirham. Vores regning var lagt forkert sammen...var det et tilfælde eller bare endnu et eksempel på marokkanske tyveknægte...

Til dessert fik vi mandler fra en bod på gaden. De rev en side ud af telefonbogen, som vi fik pakket mandlerne ind i.

Agadir er ikke det sted, som flest turister tager til endnu, men det vil byen gerne lave om på, idet den udbygger strandområdet kraftigt med mange nye hoteller og en strandpromenade med butikker og restauranter. Så måske bliver Agadir den nye charterdestination...

Overnatning - Hotel Tiznine, Agadir, Marokko
Adresse:Rue Drarga 3
Godt:Rent værelse. God restaurant tæt ved.
Skidt:Lidt dyrt.
Karakter:5   Pris:   171,60 kr. (260 MAD) for et dobbeltværelse
Giv din Vurdéring af artiklen : dårlig god
(forrige dag)    (næste dag)