|
|
|
Vi vågnede med ømme hoveder efter gårsdagens bytur. Vi skulle op tidligt for at pakke bagagen og være nede ved Hanspan klokken 8.30, hvor vi skulle med bus ud til Halong Bay. Vi var en gruppe på ca 10 personer, som sammen skulle af sted på bådtur. Det var tydeligt, at dette selskab havde bedre standard, så vi fortrød ikke, at vi havde betalt noget mere for turen.
Klokken 12 ankom vi til Halong City, hvor vi skulle spise frokost. Vores gruppe fik serveret en masse tallerkener på bordet med forskellige retter mad. Det smagte rigtig godt, og vi fik smagt nogle nye vietnamesiske retter.
Klokken 13 startede vores bådtur. Vi fik tildelt hytter og fortalt, at vi bare kunne tage noget at drikke, når vi havde lyst, vi skulle bare huske at notere det i bogen med vores navn, så ville der blive afregnet tilsidst på turen.
Vi gik alle op på taget af båden, hvor vi solede, imens vi nød udsigten over havet med de mange limestones. Da vi havde sejlet i nogle timer, lagde skibet til kaj, så vi kunne gå i land og se drypstenshuler. Vores guide talte godt engelsk og viste meget om hulernes historie.
Vores overnatningsplads var helt perfekt. Vi smed anker i en lille bugt, hvor vi var helt alene. Der var bjerge og klipper hele vejen rundt, det var rigtig flot. Nu var det tid til at bade, så mange hoppede i vandet oppe fra bådens tag. Vandet var ikke turkis farvet som i Thailand, men mere grønligt pga andre alger.
Aftensmaden blev serveret klokken 19.00 inde i opholdsrummet. Vi fik igen stillet en masse tallerkener på bordet, som så rigtig lækkert ud. Vi fik fisk, rejer, spring rolls, seafood, ris og pommes frites.
Om aftenen sad mange af os oppe på taget og kiggede på stjerner og stjerneskud. Guiden kom også op på taget, så vi fik stillet en masse spørgsmål. Hun fortalte om vietnamesiske trafikregler, som er meget anderledes. Hjelme er ikke påbudte i byer i dag. For nogle år tilbage indførte regeringen en lov om, at hjelm skulle bæres i byen såvel som uden for byen, men det resulterede i flere uheld, da hjelmen gav billisterne flere blinde vinkler. I dag er hjelm kun obligatorisk uden for byen. Sidespejle er først kommet til Vietnam inden for de sidste år. Der er også indført en tre huls-regel. Tre huller i kørekortet, og det tages fra føreren.
Da vi gik i seng, mødte vi en kæmpe kakerlak inde på vores værelse, som havde været en tur nede i min toilettaske. Vi havde ikke lyst til at vågne op med en kakerlak i sengen, så vi bestemte os for at sove oppe på taget under stjernerne.
|
|
|
|