|
|
|
Vi mødte en mand på en restaurant i Lao Cai, der fortalte, at han ejede toget og kunne opgradere vores billetter gratis, da der var sket en fejl, og nogle billetter var dobbeltbookede. Vi skulle bare mødes med ham ved toget, når det var tid til indstigning. Vi viste ikke, om vi kunne stole på ham, men vi insisterede på at beholde vores billetter, så vi tænkte, at det ikke kunne gå helt galt.
Da klokken nærmede sig 20.50 gik vi op til toget, hvor manden fra restauranten ventede, som han havde sagt. Han fik os indlogeret på 1. klasse, og vi skulle ikke betale ekstra, så vi var ganske tilfredse. Toget larmede og bumlede igen højlydt hele vejen tilbage til Hanoi.
Klokken 6 om morgenen var vi i Hanoi, hvor vi tog en taxi til Van Minh, men de havde ikke flere billige værelse, så vi gik ud for at finde et andet. Vi bestemte os for ” Royal Hotel”, men der var ikke meget royalt over det. Vi boede øverst oppe, i noget der lignede en container, der stod på taget. Det var vildt varmt inde på værelset, ingen gardiner, og det larmede frygteligt fra gaden. Vi var der en lille time, så kunne vi ikke holde det ud mere. De havde ikke andre værelser, så vi fik det meste af vores betaling tilbage på nær 15.000 dong. I stedet tog vi hen på ”Sports Hotel”, som vi havde fået anbefalet af nogle andre backpackers. Det kostede kun 8 usd for et værelse.
Vi trængte til lidt ekstra pleje efter et par hårde dage i Sapa, så vi tog ind til Hanoi Towers. Vi havde læst i gæstebogen hos Jysk Rejsebureau på Van Minh, at nogle gæster anbefalede en klinik, som skulle være lidt dyr - men alle pengene værd. Jeg fik en facial og en pedicure, 220.000 dong, og Honny fik massage, 170.000 dong. Da vi var færdige, kørte vi op på 4. etage til Jack’s, hvor vi spiste middagsmad. Jack´s var ejet af en englænder og var en meget fin restaurant.
Orkanen var ved at være drevet over, og Halong Bay var igen åben for både, så vi tog tilbage til det gamle kvarter for at booke en tur. Vi valgte selskabet Hanspan, som havde fået gode anbefalinger i Lonely Planet. De var lidt dyre, men hos billigere selskaber er det ikke sikkert, at de kan levere en god tur. Ofte bliver man skuffet over forsinkelser, dårlig transport eller guider, der er dårlige til engelsk. Vi betalte 540.000 dong pr person for to dage inklusiv mad uden drikkevarer.
Vi havde ikke mange dage tilbage i Vietnam, så vi tog hen til Thai Air for at bestille flybilletter til Bangkok den 02.08.03. Det kostede 180 usd pr person. Man kunne sagtens komme billigere til Bangkok med fly, men med Thai Air optjente vi km-point. Lufthavnsskatten var på 14 usd.
På vej tilbage til hotellet købte vi lige lidt mere. Der er så meget at købe i Vietnam, og det er meget billigt, så man bliver aldrig helt færdig med at shoppe. Jeg købte et tørklæde, 70.000 dong, og Honny købte flere dvd’er, 18.000 dong.
Vi valgte et lidt finere sted at spise aftensmad, La Brique. For to retter mad, vand, en drink og en øl kom vi af med 190.00. Efterfølgende gik vi ned i bargaden, som lå tæt på. Her faldt vi i snak med en englænder og en svensker, som begge arbejdede i Vietnam. Vi mødte også et norsk par, som vi gik på pub crawl med og på karaoke bar.
Vi havde en dyr tur i byen og brugte ca 500.00 dong tilsammen, som svarer til ca 250 kroner.
|
|