Da vi vågnede, havde vi meget ømme fødder, og mine vabler var blevet til sår. Vi ville gerne kunne gå resten af turen, så vi snakkede med guiden, om vi kunne springe fra dagens trek. Det var i orden, så vi skulle først mødes med gruppen igen om aftenen.

Vi gik ned på et apotek for at få nogle plastre. Det kostede 7000 dong for 10 stk.

I stedet for at trekke i bjergene, gik vi op på et udsigtspunkt, hvor vi kunne få udsigt over hele byen. Det kostede 15.000 dong pr person i entre at få adgang til bjerget. Det var en hård optur, næsten lige så hårdt som at trekke rigtigt. Det tog en lille times tid at komme helt op på toppen, hvor vi mødte en gruppe unge mennesker, som var i familie. De var meget snakkesalige og meget ivrige efter at få taget et gruppebillede, så de kunne se sig selv på vores digitalkamera.

På vej ned igen kom vi forbi to damer, Red Zao, som solgte smykker, tøj og kludetæpper. De var meget søde, og Honny ville give dem nogle penge, men havde ikke lyst til at købe noget, så han lavede et lille spil, hvor han lod som om, han tabte.

Tilbage på hotellet igen fandt vi ud af, at vi havde gratis frokost, som vi lige kunne nå at spise, inden en minivan kom for at køre os til toget i Lao Cai. Vi skulle af sted tidligere end beregnet, da tågen var ved at være meget tæt, hvorfor vi fik ventetid ved toget i Lao Cai. Byen ligger ikke langt fra den kinesiske grænse, så vi tog en minibus, 3.000 dong pr person, op til broen mellem Vietnam og Kina. Det var nemt at kigge over floden ind i Kina, men der var ikke meget at se på - ingen mennesker eller biler.

Busturen fra Sapa til Lao Cai var med hjertet oppe i halsen hele vejen. Chaufføren kørte stærkt, og der var mange sving, så vi var næsten ved at køre høns, køer, børn og en motorcyklist ned, inden vi nåede frem.