Efter at have stillet sulten, gik vi ned for at booke en tur til Cu Chi Tunnels. Turen derud og retur kostede 4 usd pr person, og entreen kostede 65.000 dong pr billet. Der var 65 km derud, og det tog to timer. Al transport er meget langsom i Vietnam, da vejene ikke er for gode.

Først så vi en introduktionsvideo om Vietnamkrigen alias den amerikanske krig. Dernæst så vi forskellige slags fælder brugt under krigen af VC, hvordan de blev lavet, og hvordan de fungerede. Vi så også bombekratere, der stadig var tydelige spor efter i skovbunden.

Det mest fantastiske, vi så, var tunnelerne. VC havde gravet flere hundrede kilometer underjordiske gange under krigen, som de benyttede til bagholdsangreb og til at forsvinde ned i, når amerikanerne angreb. Her havde VC indrettede køkkener og hospitaler, så de kunne opholde sig i lang tid af gangen dernede. Gangene var så små, at amerikanerne ikke kunne komme derned.

Som årtierne går vokser alle mennesker lidt, hvorfor vietnameserne i dag heller ikke kan komme ned i gangene med oprindelig størrelse. Derfor har det været nødvendigt at grave gangene større, så turister kan komme der ned og få en fornemmelse af, hvad der har foregået under krigen. Der er dog ikke mange gange tilbage i dag, da amerikanerne fandt ud af VCernes virke under krigen og bombede tunnelerne.

Til sidst så vi de våben, som begge sider brugte under krigen. Det var også muligt at prøveskyde geværerne, hvilket Honny prøvede.

Vores guide på turen var en gammel veteran fra Vietnamkrigen, hvor han havde kæmpet på den amerikanske side mod kommunismen og Ho Chi Minh. Da amerikanerne tabte krigen og trak sig tilbage, fik Ho Chi Minh hurtig kontrollen over resten af landet, hvorefter han tvang soldaterne i syd i fængsel, til de overgav sig til den kommunistiske ideologi. Som vores guide sagde: "jeg var hurtig at omvende, hvorfor jeg kun tilbragte et halvt år i fængsel." Han og de andre soldater, der havde kæmpet mod Ho Chi Minh bliver straffet resten af deres liv. Selvom de kun var i starten af tyverne under krigen, blev det forbudt at uddanne sig efter krigen, og de må ikke arbejde for staten, som styrer faktisk alt i det kommunistiske Vietnam. Derfor er de fleste cyklo- og taxichauffører krigsveteraner, da det er det eneste job, de må have. Deres børn slipper dog for Ho Chi Mins straf, da de gerne må få en uddannelse og forsøge at slippe væk fra fattigdommen.

Som ved en hver anden turistattraktion er der souvenirbutikker. Her solgte de hjemmelavet risvin, som vi købte en flaske af. Det kostede 15.000 dong og viste sig at smage mere af brændevin end vin.

Efter besøget på krigsmuseet tog vi en taxi ud til det amerikanske marked, Dan Sinh Market, hvor man kan købe "gamle" krigsting såsom militærbukser, kasketter, T-shirt osv.

Senere gik vi rundt i byen for at finde en restaurant at spise aftensmad på. Vi havde desværre ikke heldet med os, så vi endte med at lade en taxichauffør køre os hen til en restaurant, som han anbefalede. Det viste sig at være et fint sted, hvor vi bestilte to retter mad, cocktails og drikkevarer. Selvom det var en fin restaurant, blev regningen kun på 96.000 dong, hvilket er meget billigt.

Bagefter prøvede vi igen at finde en karaoke bar, men alle steder har kun private rooms, hvilket vil sige, at hvert selskab får sit private rum at synge i. Det tager lidt af morskaben af, når man kun er to. I stedet tog vi tilbage til Pham Ngu Lao for at fortsætte på barer. Der går små børn rundt på alle tider af døgnet for at sælge alt lige fra bøger til lommetørklæder. Honny købte en "gammel amerikansk" lighter, der skulle efter sigende stamme fra en amerikansk soldat fra Vietnamkrigen. Jeg spillede "saks, papir og sten" med en lille pige om tre pakker tyggegummi. Jeg vandt, men fik ondt af den lille pige, så jeg gav hende en pakke tilbage plus 10.000 dong.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god