Henvist til de lokale busser, som vi er grundet manglende internationalt kørekort, tog vi bussen hen til de underjordiske kanaler, som lavaen engang strømmede igennem - Manjanggul. Busserne går ofte, så det er heldigvis nemt og meget grønt at bruge offentlig transport. Sydkorea går meget op i "at være grøn". Tænk på miljøet og spis økologisk.

Bussen satte os af i siden af vejen sammen med en japaner, som skulle samme vej, så vi delte en taxi det sidste stykke vej. Han havde engang haft en dansk kæreste, så han havde besøgt Danmark - faktisk var han temmelig berejst. Han havde 140 lande på sit visitkort.

Entre til Manjanggul er kun 2.000 won pr. mand. Der er lokaliseret 13,4 km underjordiske lavakanaler, hvor 1 km er sikker nok til at blive udforsket af turister. Her kan man se, hvordan lavaen har kæmpet sig vej under jorden og lavet dybe slidemærker. Nogle steder pressede lavaen op mod jordens overflade, hvis pladsen blev for trang. Det resulterede i kuppel-lignende lofter. Hvis lavaen kom for tæt på overfladen, sprang der hul, så lavaen kunne få frit løb. For enden af den 1 km lange tunnel er der en søjle, hvor lavaen er dryppet ned fra loftet. Denne lavesøjle er den højeste i verden.

Det er en nem vandretur under jorden, man skal bare huske praktiske sko og tøj, da der drypper vand ned fra loftet, og temperaturen er kølig nede i gangene. Det tager ca. 40 minutter at vandre frem og tilbage. Det er meget spændende og lidt skræmmende at gå nede under jorden og tænke på, at der har fosset brændende varm lava igennem disse kanaler.

Vi hoppede på bussen i retning tilbage mod Jeju-Si, hvor vi stoppede ved stranden Samyang, hvis kendetegn er dets sort sand, som siges at have helbredende kræfter - bl.a. skulle det afhjælpe neuralgi. Så folk graver hinanden ned i sandet og ligger og venter på en hjælpende hånd :o)

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god