Udo er en lille ø, som ligger kun 15 minutters sejllads fra fastlandet. Ifølge vores oprindelige plan ville vi have lejet en scooter og selv køre rundt på Jeju-Do, men til forskel fra rigtig mange andre lande, insisterede de på her at se internationalt kørekort, hvis man vil dækkes af forsikringen. Du kan sagtens leje både scooter og bil uden internationalt kørekort, men hvis en ulykke sker, skal du selv dække.. Så vi var desværre henvist til lokal bussen. Heldigvis viste det sig ikke at blive nogen hindring for at nyde denne ø og dens mange attraktioner.

47,5 km fra Jeju-Si afgår færgen til Udo. Bussen koster 3.000 won pr. billet og tager ca. 1 time og 20 min. Færgen tager både biler og mennesker med over, så hvis man har lejet en scooter på fastlandet, tager man den bare med sig. Færgebilletten koster 5.500 won tur/retur pr. person.

Over på Udo er der 5 transportmuligheder: Cykel, scooter, ATV, golfbil og hop on/off bus. Vi valgte hop on/off bussen til 5.000 won pr. billet. Det viste sig at være et godt valg, hvis man lige ser bort fra, at AL kommunikation KUN siges på koreansk.

Fra første stop ved Lighthouse kan man gå hele vejen langs med toppen af en klippe over til en lille bugt, hvor de berømte Haenyeo-kvinder holder til. Man har den smukkeste udsigt oppe fra klippen, som man kan nyde hele vejen. Havde man lejet et køretøj, skulle man tilbage igen efter det. Vi kunne bare hoppe på bussen og smutte videre.

Haenyeo-kvinderne udfører en ældgammel tradition, hvor de fridykker ned efter perler, som ligger på bunden af havet. Erhvervet uddør, når denne generation af gamle bedstemødre ikke er her mere. Deres døtre ønsker ikke at træde i deres mødres fodspor. Arbejdet er hårdt og udføres også om vinteren, når vandet er koldt.

Vi spiste frokost i denne lille bugt, hvor vandet slog hårdt mod klipperne, så vi havde smuk udsigt til det mest fantastiske måltid bestående af 2 grillede fisk, muslinger, ris og 6 tilbehøresskåle med grøntsager. Det hele kostede kun 25.000 won.

Bussen samler folk op hvert 30. minut. Vi fortsatte mod 2 strande, hvoraf den ene er en hvid koral strand, som er den eneste af sin slags i hele Korea. Udo har ikke smukke hvide strande hele vejen rundt. Det er mest en klippe ø med smuk udsigt over området, som erhverver sig ved fiskeri.

Tilbage på "fastlandet" igen tog vi turen til fods med retning mod vulkanen Ilchulbong, som er udslukket. Det betydet, at man kan gå helt op til toppen og kigge ned i det tilgroede kraterhul. Entre koster 2.000 won pr. mand.

Sydkorea har styr på alt. Vandre-ruterne ude på Udo og opstigningen på Ilchulbong var begge lavet, så man ikke kan skride. De har laget gummi ned i græsset - super smart. Det sidste stykke op ad vulkanen er der lavet fine trapper. Det ser ud som om, at koreanere over 40 år tænker meget på udstyr. De repræsenterer North Face' nyeste katalog. Den yngre generation tænke meget på udseendet. Kvinderne besteg vulkanen i høje stiletter og minikjoler. Mændene var iført laksko. Der er 260 trin op til toppen, som tager 20-30 min hver vej, så man får sved på panden :o)

Vi spiste aftensmad på en lille japansk restaurant. Ofte står der ikke i menukortet, at retten er stor nok til 2 personer, så det kan betale sig at efterbestille, hvis man kan spise mere. Vi endte desværre med alt for meget mad på bordet - så vi gik i hvert fald ikke sultne i seng. Denne japanske restaurant havde et bredt menukort, der bød på utraditionelle retter. Vi valgte kæmpe store chili rejer samt forskellige slags pølser med tilbehør. 33.000 won for 2 retter. Det smagte fantastisk.

Den lille japanske restaurant ligger på hjørnet i samme gade som Bagdad Cafe, der er anbefalet i Lonely Planet. Så er der 2 gode restauranter tæt ved hinanden at vælge imellem :o)

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god