Mange af de ting, som vi har set og oplevet i Nordkorea, ville vi aldrig se i andre lande. Det er yderst almindelige ting for os, som vises frem i dette land - bibliotek, metro, boghandel, frimærkebutik, skole, svømme- og spafaciliteter etc. Det er som om, de prøver at bevise, at de har et godt samfund - vi må bare ikke selv tage rundt for at opleve det, da der er mange ting, som skal holdes skjult for vores øjne - ellers krakelerer glansbilledet. Selv mange af nordkoreanerne er uvidende om, hvad der foregår i deres land. Hvordan kan de ellers acceptere, at der findes folk, som sulter ihjel, eller flere generationer sendes i arbejdslejr, hvor der foregår mange henrettelser. Regeringen gør alt for at kontrollere befolkningen. Det lyder som ualmindelig mærkelige ting at opleve i sin ferie, men det er spændende, fordi det er verdens mest lukkede land.

Da vi sagde farvel på stationen, sagde Jan til guiderne, at vi kommer tilbage og fester med dem om nogle år. Han forsøgte at få dem til at tænke på en fremtid, hvor nordkoreanere er frie.

Der er plads til 4 personer i hver kupe (der findes heldigvis stikkontakter, så man kan oplade undervejs), som vi delte med en af nordmændene fra gruppen. Den 4. person i kupeen kendte vi ikke, så vi var spændte på at møde ham. Han, Allister, viste sig at være fra England og havde arbejdet 3 år i Nordkorea for NGO, hvor han hjalp med at udvikle landets landbrug, fødevarehygiejne, kloakering etc. Det var jo en yderst interessant person at dele kupe med - ham kunne vi virkelig stille nogle spørgsmål :)

Han havde lov til at gå frit omkring på gaden under sit ophold, men han måtte ikke benytte metroen eller andre offentlige transportmidler. Han havde haft adgang til det lokale marked, som stadig er forbudt område for turister. I de første 2 år havde han haft sin familie med - kone og 2 mindre børn. Børnene havde gået i skole her, men de måtte ikke gå i samme klasse som de lokale. Hans børn gik i skole med andre udenlandske børn, hvis forældre arbejdede i kortere eller længere perioder i landet.

Han har oplevet dele af landet, som ellers er lukket for turister. Han siger, at regeringens prioritering er lidt "mixed up". Der bruges enorme summer af penge på monumenter, selvom dele af landet sulter. Folk i de nordlige dele af landet får ikke 700 gram ris pr. dag, og ingen af dem har en computer, som vores guider oplyste. Gadefejerne tjener ikke mere end folk i regeringen, og de har ikke de bedste boliger. Det er alt sammen gode intentioner, men som ikke kan udføres i virkeligheden. Generelt er der store problemer med fejlernæring i landet, som har resulteret i, at gennemsnitshøjden i Nordkorea er 6 cm lavere end i Sydkorea. De ældre folk, som vi ser sidde og pille i jorden, leder efter rødder og planter. I følge Allister kender især de ældre til meget nærende planter. Det er jo bare endnu et tegn på, at folk ikke får nok at spise, hvis de må lede efter nærende mad i jorden.

Toget snegler sig igennem det nordkoreanske landskab, nogle gange så langsomt, at vi kunne gå hurtigere :) Vi kommer forbi folk, der arbejder i marken. Endelig er der ikke nogle til at sige, at vi ikke må tage billeder. Vi skal bare huske at gemme dem, så de ikke bliver slettet ved grænseovergangen.

Pludselig hørte vi et brag. En lille dreng havde smidt en sten på toget, som ramte et vindue lige ved siden af vores kupe, det gik fuldstændig i stykker. Toget stoppede og bakkede lidt, så de kunne få fat i den lille dreng. Vi kunne ikke se, hvordan det endte, men toget begyndte igen at køre i den rigtige retning.

Det er muligt at købe frokost om bord, som koster 5,3 euro eller 50 yuan. Det smager godt, så man kan roligt spise det. Lige inden vi skulle spise, havde restaurant-vognen været fuld af kinesere/koreanere. Det lignede mere, at der havde været ulve om bord. Der lå afgnavede ben overalt, de har ikke særlige gode spisemaner.

Det tager 2 timer i grænsekontrollen på hver side - det meste er ventetid, men man får heldigvis lov til at vente inde i toget. Det nordkoreanske grænsemilitær var meget grundig, og så alligevel var der mange ting, som de var ligeglade med. Man skal blive inde i sin kupe, så kommer grænsemilitæret rundt og tjekker. Bagagen skal åbnes, hvor de tjekker tilfældige ting. De er ligeglade med Lonely Planet bøger. Billeder på alle digitalkameraer skal tjekkes igennem - et efter et. Hvad mon de gør, hvis man havde et gammeldags kamera med film... Grænsemilitæret fjerner forseglingen fra mobiltelefonerne. Man får mobiltelefonen udleveret af guiderne, inden man stiger på toget i Pyongyang. Det er vigtigt, at man ikke selv bryder forseglingen.

Den 4. mand i vores kupe, engelske Allister, var de mistænksomme over for. Hans pas var udløbet, men det nordkoreanske visum var i det gamle, så han skulle vise begge pas. Derudover skulle han også først give informationer om hans arbejdsplads og den organisation, som han arbejder for.

Det var fabelagtigt at køre over floden fra Nordkorea til Kina. Kontrasten mellem de 2 lande var utrolig tydelige her. Grå beton bygninger og et land uden mange farver på den ene side. Kig til den anden side og så ser du høje bygninger, neonskilte, masser af biler og farver. Folk i Nordkorea kan kigge over floden ind i Kina, det må være frustrerende. Det siges, at mange folk får lov til at komme over broen hver dag for at hente penge og varer, men de kommer altid tilbage - så hjernevaskede er de, eller også frygter de for deres families sikkerhed, hvis de forsvinder.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god