|
|
|
Vi havde en lang dag foran os. Kl. 07 blev vi vækket. Inden kl. 08 skulle vi have spist morgenmad og være klar nede ved bussen, hvor første stop var DMZ (Demilitarized Zone), som er den hårdt bevogtede grænse mellem Syd- og Nordkorea. De 2 lande er stadig i krig med hinanden, men de har skrevet under på, at de vil stoppe med at beskyde hinanden.
Grænsen er stærkt bevogtet. Vi kunne kigge lidt ind i Sydkorea, men vi kunne ikke se nogle soldater. De skiftes til at være til stede omkring grænselinien, så turisterne fra begge lande ikke skal støde ind i hinanden. Der er opstillet et bord præcis hen over grænsen, så ingen af parterne skal forlade deres eget land for at tale sammen.
Vejen mellem Pyongyang og DMZ er bred, men der er ikke mange biler. Man kan sagtens stå midt på vejen og tage billeder uden at risikere at blive kørt ned. Vi kørte forbi mange cyklister og arbejdende folk i marken. Det kan være svært at se formålet med deres arbejde. Nogle sidder og piller lidt i jorden....men efter hvad? Nogle støver motorvejsværnene af med støvekoste... hvorfor er det nødvendigt? Rigtig mange sidder på jorden og kigger med en cykel liggende ved siden af sig...har de pause hele tiden? Mange går rundt ude på gaden eller i siden af vejen...der er næsten ingen butikker eller virksomheder, hvad er deres formål?
Vi spiste frokost i den lille by, Kaesong, hovedstad indtil 1500-tallet, hvor vi fik ny og gammel arkitektur at se. Denne by havde huse, som var over 200 år gamle. Vi fik lov at se dem oppe fra et udsigtspunkt i parken, Janamsan Park, da vi ikke måtte komme ned og gå i gaderne. Vi spiste frokost på en lokal restaurant, Tongil=reunification, i byen. Hver person havde 12 små skål foran sig med retter - nogle mere indbydende end andre :)
Inden vi satte kurs tilbage mod Pyongyang, så vi kong Kongmin´ gravsted, som ligger placeret med smuk udsigt til bjergene. Da dronningen skulle finde et passende gravsted til hendes mand og konge, sendte hun nogle soldater ud for at lede. Hvis hun var utilfreds blev personen skudt på stedet. En soldat ville vise hende dette smukke sted ved at lade hende kravle op på modsatte bjerg, så hun rigtig kunne se den smukke placering. Hun var begejstret for, hvad hun så. På toppen af bjerget tog hun et hvidt tørklæde frem for at tørre panden for sved. Hun havde glemt at "viften med et hvidt tørklæde" betød, at hun var utilfreds med stedet, og soldaten skulle skydes med det samme.
Hvis folk ikke skal bekymre sig om hus, mad eller tøj, får de tid til at fokusere på litteratur og kunst, som er en af landets grundlæggende tanker. Folk kan få stillet deres lyst til ny viden ved at besøge Folkets Bibliotek, Grand People Study House, hvor de kan låne bøger, høre musik og lære sprog. De har ansat translatører til oversætning af udenlandske bøger. De ville rigtig gerne vise bøger frem til os - de fandt bl.a. Shakespeare. Der var ikke tegn på, at de havde nogle af de nyeste bestsellere, som har været populære i mange, mange lande på tværs af kulturer - eks. Ringenes Herre eller Harry Potter.
Der er super koldt i de fleste bygninger - koldere end udenfor, så husk at tage en ekstra trøje med. Man tror, at det er løgn, at det kan være så koldt indenfor :)
Der findes 30 millioner bøger i deres bibliotek, hvor af 60% er udenlandske. De bytter bøger med andre lande, så de havde ca. 90% hjemme i øjeblikket.
En dag var Kim Il Sung kommet forbi Folkets Bibliotek, hvor han havde set, at folk sad for bøjet hen over bordene, når de læste. Som den store leder fik han straks ændret bordene, så pladen kunne hæves lidt i den ene side - præcis som de skoleborde, vi kender fra vores skoletid. Det lyder lidt komisk, at de roser lederen for denne opfindelse, som vi alle kender fra vores barndom.
Oppe på taget af biblioteket fik vi lov til at tage billeder ud over byen. Her følte vores guide sig sikker på, at vi ikke kunne tage billeder af noget "forbudt". Hvis vi er nede på gaden, får vi altid at vide, at vi har travlt. Som regl har vi kun et minut til at tage billeder, så bliver vi hurtigt gennet videre.
Vi skulle spise aftensmad på en lokal restaurant, Mangyongdae, som lå placeret bagerst i en lille souvenirbutik. Vi købte lokal risvin til 8 yuan pr. flaske. Vi må ikke bruge den lokale valuta, så alt skal betales i yuan, dollars eller euro. Man udvælger sine varer, lader dem blivende stående ved ekspedienten. Går hen et andet sted for at betale, hvorefter man går tilbage efter sine varer. Denne procedure kunne vist ikke fungere, hvis der var mange kunder og gang i butikken. Tænk hvis Netto indførte en sådan procedure... :)
Normalt foretrækker restauranter store vinduesfacader, så kunder kan blive tiltrukket af stedet. Vores restaurant havde ingen vinduer overhovedet. For enden af rummet var placeret et gigantisk stort billede af en smuk grøn skov, så vi følte, at vi sad udenfor.
Vi kunne vælge mellem 2 hovedretter: Kolde nudler, som bl.a. serveres til bryllupper, eller ris med små retter på toppen. Til forret fik vi et bredt udvalg af mindre retter serveret, som regel stilles de midt på bordet, så alle deler med hinanden. Det kan være svært at fortælle, hvad vi spiser, da ingredienserne kan være svære at genkende. Vi har alle frabedt os at få hest, hund og kat serveret :)
I Nordkorea spørger man ikke, "hvornår skal du giftes ?" Der siger man, "hvornår skal jeg smage dine kolde nudler?"
13,5 time var vi på farten i dag. Der var ingen tid på egen hånd overhovedet. Vi er hele tiden samlet i gruppen, så vores guider kan holde øje med os.
|
|
|
|