Meget forventningsfulde tog vi en taxi ud til lufthavnen, hvor vi skulle videre til Nordkorea kl. 13. Der var ikke mange, der skulle i den retning, så køen ved ckeck-in var kort. Folk var spændte på, hvad der ville vente dem, så alle faldt hurtigt i snak med hinanden.

For at komme ind i Nordkorea skal man være en del af en gruppe. Vi bookede vores tur via en svensk agent, som hedder Korea Konsult. Der findes ture af forskellig varighed. Vi valgte 5 dage, 4 nætter + 1 overnatning i tog på vej ud af landet med retning mod Beijing igen. Det koster 1158 euro pr. person. Prisen inkluderer hotel, 3 måltider om dagen, transport rundt til seværdighederne, engelsk talende guider, fly- og togbillet.

Det ser ud som om, at det er flest mandlige turister, der besøger landet. De andre turistgrupper, som vi senere skulle møde, bestod også mest af mandlige turister. Mænd tiltrækkes åbenbart af disse styreformer... :)

Vi har set mange dokumentarfilm omkring Nordkorea. En af udsendelserne viste en amerikaner, som var meget pro Nordkorea. Han havde kun set gode ting i landet, at regeringen behandlede folket godt, og folk var lykkelige. Han skulle sørme også af sted til Nordkorea igen på et af hans mange besøg til landet.

Vi mødte også formanden for den dansk/nordkoreanske venskabsforening i lufthavnen. Han havde besøgt landet mindst 40 gange. Han var på vej for at være med til at arrangere 101-års-fødselsdagen for The Great Leader Kim Il Sung, grundlæggeren af Nordkorea.

Der var mange regeringsfolk med flyveren. Alle, som støtter op omkring Nordkorea, og som er loyale mod styret, går rundt med en lille broche med Kim Il Sung´ smilende ansigt. Alle nordkoreanere SKAL bære brochen, ellers kommer de i fængsel. Det er selvfølgelig ikke det svar, man får, hvis man spørger dem.

Flyveren til hovedstaden Pyongyang var ikke fyldt op. Der var 2 afgange den dag fra Beijing. Det var fin forplejning, vi fik om bord. Maden smagte godt. Der blev delt aviser rundt, hvor der var lange taler om styrets storhed, hvordan man skulle leve, og hvordan Kim Il Sung havde gjort store ting for folket - ja, han ofrede hele sit liv til at hjælpe det koreanske folk.

Det var hurtigt at komme igennem immigration, hvorefter vi blev mødt af vores guide, Ms Kim Un Hi, efternavn nævnes først i dette land. Hun indsamlede alle mobiltelefoner, som vi først vil få udleveret igen, når vi forlader landet. Det var knapt så hurtigt at komme ud af lufthavnen, da AL bagage skal gennemscannes og tjekkes først. Det var ok at have en bærbar computer med. De sagde heller ikke noget til vores Lonely Planet bøger omkring Kina og Nord/Sydkorea - det var vi ellers meget spændte på.

Vores gruppe består af 11 norske ingeniørstuderende, en tysker, et svensk par og et australsk par. Vores guider hedder Mr Zoo (31 år) og Ms Kim (27 år).

Bussen var kun lige begyndt at køre, da vi fik de første instruktioner om, hvad, hvor og hvordan vi må tage billeder. Ingen billeder af militærfolk, som er over det hele. Ingen billeder af folk, som vi kører forbi på gaden, da vi skal have deres tilladelse først. Folk er meget sky, siger guiderne, de er nok nærmere bange. Ingen billeder af gamle huse eller fattige områder. Vi sad alle med stive blikke og kiggede ud af vinduet. Ville vi mon få et glimt at den fattige side af landet, som de så gerne vil skjule...

På vej hen til hotellet stoppede vi ved Triumfbuen for at tage billeder. Folk var i gang med at plante blomster mange steder, da Kim Il Sung, Nordkoreas grundlægger, har fødselsdag på fredag. Det var en blanding af ægte og kunstige blomster, som de var i færd med at plante.

Vi skal bo på et 5 stjernet hotel med 47 etager, Yanggakdo International, der ligger på en lille ø i Taedong floden i hovedstaden - vi må ikke forlade hotellets område. Vores guider forklarer, at det er for vores egen skyld, da ingen alligevel kan forstå os... Faktum er, at de bange for at vi skal se noget, som vi ikke burde. Nogle turister er smuttet fra hotellet af sted på egen hånd. De kom ikke langt, da de hurtigt blev stoppet af militæret i færd med at tage billeder nede i byen. På udvalgte etager på hotellet er der speciel adgang for turister til de 2 engelsk talende kanaler BBC og NHK World (japansk tv-kanal).

Øverst oppe i hotellet ligger en roterende restaurant, hvor vi skulle spise aftensmad. Hvis vi kiggede ned på byen, så den enormt død ud. Der var stort set ingen lys tændt overhovedet. Vores guider sagde: Selvfølgelig har de lys. De sidder ikke i mørket. De har bare ikke mange lamper tændt. Folk skal selv betale for deres strømforbrug, så hvis de mangler penge, kan de spare lidt her. Det må være ekstra sørgelig om vinteren, hvor stort set ingen huse er opvarmet - heller ikke i Pyongyang. Ingen lys og ingen varme.

Koreansk mad er ikke stærkt. Vi fik mange mindre retter serveret. Ris, fisk, suppe og en pandekage med nudler. Efter maden faldt vi i snak med vores guider. Vi fik hurtigt bestilt et par øl, som vi bød på i håb om, at de kunne give os lidt ekstra informationer. De er begge meget venlige, smilende og ivrige for at snakke. Det kan være svært at adskille om de taler regeringens tunger, ved de ikke bedre, eller er vi andre bare lidt uvidende om, hvor godt de har det her i landet...

Guiderne blev ved med at spørge om, hvilke historier vi havde hørt om landet. Vi turde ikke fortælle om fangelejrene, hvor flere generationer sendes til, hvis et medlem gør noget forkert i styrets øje. Vi turde ikke spørge til de mange sultende mennesker. I stedet fortalte vi lidt harmløse historier om, at næsten ingen har fjernsyn, strøm, adgang til internettet, at Kim Jong Il´ livret er pizza, og han har verdens største private cognac samling.

Vi fik bl.a. følgende at vide. Informationer som de har lært udenad, og som bør være i et velfungerende kommunistisk land - men sådan er virkeligheden bare ikke her: Pensionsalderen for kvinder er 55 år, og for mænd er den 60 år. Derefter lever de af deres pension. De hårdtarbejdende folk får tilbudt de bedste boliger af regeringen og tjener mest. Regeringens egne folk har de mest ydmyge boliger og tjener meget mindre. De betaler ikke husleje eller skat - Kun vand og strøm. Ingen ved, hvor Kim Jong Il bor, eller hvor mange børn han har. Han er også mest ude blandt de arbejdende folk i marken eller på fabrikkerne, fik vi at vide. Der er ingen ventetid på hospitalerne, men de sagde ikke noget om mangel på medicin. Der er gratis undervisning til alle. Man bor hjemme, til man bliver gift. De kan frit rejse rundt i hele landet, men hvorfor skulle de have lyst til det... De kan rejse til udlandet, hvis de har råd til det. Der findes ingen homoseksuelle i dette land. Prævention kan de ikke lide at snakke om, så griner de bare.

Senere fik vi at vide, at der er store restriktioner på deres bevægelsesfrihed. De kan ikke rejse fra by til by uden at spørge om lov først. Guiderne er trænet i at sige de rigtige ting, uanset om det er sandt eller ej. Hvis de siger noget andet, kan de risikere fængselsstraf.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god