|
|
|
Indtil videre har vores rute fulgt vestkysten med retning mod syd. Men i dag drejer vi skarpt til venstre og sætter kurs mod højlandet. Først stop er Ella, som er hjemsted for mange teplantager. Byen er også kendt for, at hotellerne tilbereder lækre hjemmelavede retter.
Lokal transportform er utrolig billig. Fra Matara, som ligger ganske tæt ved Mirissa, til Ella koster en busbillet kun 36 rs. Det er en strækning på 4-5 timer. Det er ikke hurtigere at tage en a\c bus, da de lokale buschauffører gør alt for at have speederen i bund hele tiden.
Ella ligger længere oppe i højderne, så det er lidt køligere. Indtil i dag har de haft regn i flere dage, men vi har heldet med os, da solen kigger frem. Generelt har vi valgt en god rute, da Sri Lanka har været ramt af usædvanlig meget regn. Det er heldigvis ved at aftage. Jo nærmere vi kommer de ramte områder, jo mere ser det heldigvis ud til, at regnen er ved at aftage. Vi har mødt turister, som har haft regn non stop og set store mudderskred.
Vi tog en tuk tuk ud til en tefabrik, hvor man kam se teplantager, teproduktion og smage te. Tur-retur koster 500 rs. Desværre viste det sig, at i dag er en tamilsk helligdag, så fabrikken var lukket.
Det er hovedsageligt tamilere, der arbejder på teplantager. Kvinder arbejder i marken med at samle teblade, og mændene arbejder med bearbejdning af tebladene. En kvinde kan ca. indsamle 18 kg på en arbejdsdag på 8 timer. Lønnen er 295 rs pr. dag.
Fabrikken var lukket, men vi fik lov til at prøvesmage deres te alligevel. De laver kun sort te her i 3 varianter. Vi købte en pakke bestående af alle 3 varianter. Når man køber te, er det vigtigt at tjekke tebladene ordentligt. De må ikke være hakket helt i stykker, og de må ikke være udtørret, så mister de deres naturlige olier. De skal være pakket i metaldåser eller i poser, hvor hverken luft eller lys kan trække igennem. Ellers udtørres bladene alt for hurtigt.
Vi gik ned for at se deres teplantager, selvom ingen var på arbejde. I stedet fandt vi en lille landsby, hvor arbejderne bor. De var storsmilende, da de så os, og vinkede til os. Vi gik hen til dem. De kom alle ud af deres huse for at kigge på os. Børnene flokkedes om os for at få taget deres billede, så de kunne se sig selv bagefter. De var vist ikke vant til at få besøg :o)
Vi glædede os til aftensmad, som vi havde bestilt på vores hotel - rice & curry med grøntsager og fisk. Det var godt men langt fra det bedste mad, som vi har fået her på vores tur.
Der står i Lonely Planet, at man hurtigt bliver en del af familien på dette hotel. De 3 søskende, som har hotellet, er meget snakkesalige. De står og snakker hele tiden - også når vi sad og spiste. Hvis de ikke sagde noget, stod de stadig og kiggede på os. Måske betyder det, at man er en del af familien...
Overnatning - Garden View Inn, Ella, Sri Lanka |
Adresse: | Ella (ingen adresse angivelse) |
Godt: | Varmt vand. |
Skidt: | God mad, men ikke det bedste, som vi har smagt i landet. |
Karakter: | 5 |
Pris: 50,00 kr. (1000 LKR)
for et dobbeltværelse
|
|
|
|
|