Udover den pragtfulde strand er Mirissa også kendt for at være et godt udgangspunkt for delfin- og hvalsafari. Faktisk er disse farvande kendt for at være et af de bedste steder i verden at se verdens størst pattedyr - nemlig blåhvalen. Fra januar til marts er der størst mulighed for at støde på dette store dyr. Denne attraktion er forholdsvis ny, da blåhvalens færten på disse kanter først blev opdaget i 2006. En tur ud på havet koster mellem 5000 - 8000 rs pr. person.

Vi gav kun 5000 rs mod at love, at vi ikke ville spørge de andre turister om, hvor meget de havde givet. Nogle havde nemlig betalt helt op til 8000 rs. De fleste steder koster en billet dog kun 6500 rs, men nogle turister havde altså betalt meget mere.

Det er bedst at sikre sig, at man kommer med en stor båd - ikke en større speedbåd, da bølgerne selv på en stille dag er gigantiske. Vores båd blev smækket rundt fra side til side, forlæns og baglæns. Flere blev søsyge og kastede op.

Vi satte først kurs mod et delfin territorium, hvor der var hundredvis af legesyge delfiner, der fulgte efter båden. Kæmpe flokke komme springende elegant mod os. Båden vippede vildt rundt i bølgerne, så man måtte kæmpe en hård kamp for at holde sit kamera lige og få taget nogle brugbare billeder.

Vores besætning satte en fiskestang ud, imens vi sejlede rundt. De fik bid, og kaptajnen blev uopmærksom. Han kæmpede for at få fisken om bord, så han glemte at styre båden. Der er god sigtbarhed ude på det åbne hav, så at han skulle styre vores båd lige direkte ind i en anden, var næsten utænkeligt - men det gjorde han. Der var kun 2 andre både i sigte, så man skal virkelig være uheldig, hvis man rammer en anden. Vi fik hul i stævnen, men "no problem" sagde kaptajnen. Vi sejlede videre hen til hval territoriet. Efter 30 min. havde vi heldet med os. Vand blev sprøjtet op i luften og ryggen af en blåhval kom til syne.

Vi havde kun lige set hvalen i 5 min, da kaptajnen bad os alle om at gå om bagerst i båden, da vi tog vand ind og var ved at synke. Der var ca. 25 km tilbage til havnen. Igen sagde kaptajnen "no problem, no problem". Men hvordan kunne vi blive ved at stole på ham, når han havde sendt sine mænd under dæk med spande...

Vi havde heldigvis ikke set hajer, hvis det kom så langt, at vi skulle ud at svømme i de høje bølger. Vi begyndte at kunne ane havnen igen. Jo nærmere vi kom, jo mindre var sandsynligheden for, at vi skulle ud at svømme. Til alles lettelse kom vi sikkert i havn. Nu bredte der sig en følelse af frustration. Folk havde betalt mange penge, og de ville have kunne brugt mere tid ude på havet sammen med blåhvalen, hvis vi ikke havde torpederet en anden båd. Men de fik ikke noget ud af deres anstrengelser - de bad om at få 1000 rs retur pr. person. Vi var lidt mere ligeglad, da vi ikke havde givet så mange penge for turen, som de andre.

Nogle selskaber tilbyder, at man kan komme gratis med dagen efter, hvis man ikke ser blåhvalen. De fleste turister har ikke mulighed for det, da de skal videre på deres tur. Andre mister måske lysten efter at have prøvet kræfter med de gigantiske bølger en gang.

Onsdag og fredag er de store gå-i-byen dage her i landet. Så de lokale havde gang i en fest i den ene ende af stranden. De havde skruet musikken op og havde dansekonkurrence nede i vandkanten.

Vores sidste aften ved havet blev fejret i selskab med en butterfisk - 1400 rs. Den var så stor, at der var nok til os begge. Den smagte fantastisk, uhm :o)

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god