I går kl. 18.55 lokal tid fløj vi fra Dubai til Colombo på Sri Lanka. Vi havde booket en billet hos Fly Dubai, som er et lavprisselskab. Systemet minder om Ryan Air, hvor man betaler for at tjekke sin bagage ind, og mad kan købes om bord. Spis godt inden flyveturen, da priserne er skruet op :o)

Det blev en lang nat. Først kl. 3 i morges lå vi i vores seng. På vejen til vores hotel blev vores taxi stoppet 3 gange af politiet. V kørte tæt forbi regeringsbygninger, så alle biler skulle stoppe. Men synet af et par turister gør, at politiet bare vinkede os hurtigt forbi.

Der er ikke mange turister, som tager sig tid til at besøge hovedstaden. Colombo er larmende og hektisk, så mange foretrækker at tage direkte videre fra lufthavnen mod Kandy eller Negombo. Vi tog en dag i Colombo, og det fortrød vi i hvert fald ikke.

Vi startede med at tage den lokale bus, hvor man springer på i farten. 50 øre pr. person. Første stop var Pettah, den gamle bydel med mange bazar områder. Hver gade har sin specialitet - guld og smykker, isenkram eller tekstiler.

Vi mødte en frimærkesælger, som var tilpas påtrængende til, at vi ikke følte os forfulgt. Han var sjov, talte fint engelsk og var mere end glad for at vise os rundt. Vi ønskede ikke at købe hans frimærker, men vi aftale, at for 200 rs skulle han vise os rundt i Pettah. Han var en ivrig snakker :o)

Vores nye guide tjente 10.000 rs om måneden ved at sælge frimærker og hjælpe til i en butik. Her sov han også om natten. Hans familie, kone og 3 børn, boede i en lille by 65 km herfra. Det er forbudt at sove på gaden i Sri Lanka, hvilket nok er en af de største kontraster sammenlignet med Indien.

De lokale, både de fattige og rige srilankanere som vi har mødt, vil helst ikke sammenlignes med Indien, som nogle gange blander sig for meget. De mener også, at deres kultur er meget forskellig fra Indien - hvilket de nok har ganske ret i. Hovedreligionen er jo også Buddhisme her på øen, som er meget forskellig fra Hinduismen. Bl.a. går stort set ingen køer frit omkring.

Til info så oplyste vores guide, hvad andre erhverv tjener. En politibetjent tjener 15.000 rs om måneden, og en bankassistent tjener 35.000 rs om måneden.

Det var ikke alle butikker, som ville lukke vores guide ind, selvom han fulgtes med os, så han stod troligt og ventede på gaden.

Som en god kontrast til det hektiske liv i Pettah, tog vi bussen videre til den fine Gallery Cafe, som tidligere har været kontor for Sri Lankas mest berømte arkitekt - Geoffrey Bawa. I dag er stedet et slags museum, hvor man kan spise og nyde te i en lille stille gårdhave. Kagebordet var Geoffrey Bawas tidligere arbejdsbord. På grund af varmen sprang vi en varm kop te over og valgte i stedet for iste og iskaffe.

Om aftenen havde vi sat næsen op efter "happy hour" på en irsk pub. Vores tuk tuk chauffør havde store udfordringer med at findes stedet. Desværre viste det sig, at den ikke var åben. I stedet anbefalede nogle lokale os at gå hen til en restaurant, som hedder "Lemon". Stedet lå øverst oppe med udsigt fra den åbne terrasse over byen. Det var virkelig et hyggeligt sted - og det stod ikke nævnt i Lonely Planet bogen, så vi var de eneste turister blandet Sri Lankas high society :o)

2 mojitos, en flaske kølig hvidvin, indbagt blæksprutte, krabbe og 2 desserter kostede ca. 150 dkk pr. person. Det er himmelskrigende dyrt i dette land - men et utænkeligt billigt prisniveau i Danmark på en så fin restaurant.

Med en god flaske hvidvin i årene, var vi klar på mere af Sri Lanka på første klasse. På Lemon havde 3 piger anbefalet en bar til os. Vi tog en tuk tuk hen til Cinnamon Lake Side, som havde en utrolig populær bar kaldet for 7 Degrees. Det viste sig at være et 5 stjernet hotel, som ikke normalt får gæster på besøg i en tuk tuk. Vi blev henvist til indgangen i parkeringskælderen. Det så sjovt ud med en tuk tuk blandt de dyre biler.

7 Degrees var super, super hyggelig. Fra terrassen var der direkte udsigt til Cinnamon Lake, og et band spillede i baggrunden. Flere øl, drinks og snacks, såsom chorizo og tigerrejer, senere kom vi derfra med en regning på kun 70 dkk pr. person.

Folk, som har en vis status og uddannelse, taler engelsk med hinanden. De taler også singalesisk, men siger selv, at deres første sprog er engelsk. På film kan man også pludselig høre, at skuespillerne taler engelsk til hinanden. De skifter dog mellem begge sprog. En sætning på singalesisk, hvorefter den næste sagtens kan være på engelsk.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god