|
|
|
Prisen for vores hotel var inklusiv morgenmad, hvor buffeten var næsten uendelig stor. Det var vores sidste i Pattaya, og vi skulle tilbage til Bangkok igen. Bussen kørte kl 10.30, og da vi ankom til stationen, så vi, at vi skulle med den samme bumle bus tilbage, men denne gang virkede airconditionen heldigvis. Da vi ankom til Bangkok, tog vi en taxa direkte ud til Khaosan Road for at finde et sted at overnatte. Vi kunne lige så godt blive i dette område, da vi senere på dagen skulle prøve vores tøj hos skrædderen igen. Vi bookede os ind på D&D igen, da det var det eneste hotel med pool på Khaosan Road, som vi kunne finde. Desværre opdagede vi først for sent, at poolen skulle under reparation, så den var blevet tømt for vand, øøv.
Vi fandt ud af, at det er lidt billigere at shoppe på gaderne, der ligger bag Khaosan Road, da det er nemmere at prutte om prisen. Måske pga af det faktum, at gaderne ikke er lige så besøgte som selve gaden.
Vi havde hørt meget om 2 store bokse-steder hjemmefra, så der havde vi planlagt at tage ud om aftenen. Desværre måtte vi udsætte besøget, da det var lukket pga Buddha dagen. Igen ville vi give tyvenes marked en chance, men heller ikke denne gang var der nogle der kendte markedet, så i stedet tog vi igen ud til Patpong. Vi fandt en restaurant, Sizzler’s, som vi kendte fra vores tur til USA, at spise aftensmad på. Maden er rigtig god, og den serveres i kæmpe portioner samtidig med, at der også er buffet, så man bliver stop mæt. Vi fik vin til maden, der blev serveret i en champagne-køler, meget romantisk. Hele gildet inkl vin kom til at koste os 950 baht, hvilket jo er mega billigt sammenlignet med Danmark.
Man kan ikke undgå at shoppe og nyde drinks, når man er i Patpong. Vi kan i hvert fald ikke. Vi fandt det karaoke-sted, som vi havde besøgt tidligere. De kunne kende os, så Jan fik lov til at gå amok med mikrofonen om og om igen.
|
|
|
|