Når det regner, regner det virkeligt! Det stod ned i stænger om natten, mens det lynede og tordnede. De fleste vinduer i vores lille lejlighed er uden glas - kun med skodder. Men det regnede heldigvis ikke ind. Vinales har et særligt mikroklima med fugtige nætter og kølige morgener, som er med til at skabe verdens bedste tobak.

Det er nemt selv at komme rundt i denne lille by, så derfor er det en god ide at leje cykler. En hel dag koster kun 5 CUC pr. stk. Vi startede med at cykle 3 km uden for byen til Nationalparkens Visitorcenter, som ligger med udsigt til en dal, som afgrænser selve Nationalparkens område. Lonely Planet anbefaler, at man lejer en guide ude ved Nationalparken, da det er både er billigere, og pengene går direkte til bevarelse af parken. Det passer nu ikke helt. Man kan leje en uofficiel guide i byen for helt ned til 2 CUC pr person, mens en guide fra Nationalparken koster 10 CUC pr person. Så spørgsmålet er, om man vil støtte en lokal person eller Nationalparken - begge har brug for pengene...

Vi gik en rute på 11 km, hvor vi bl.a. kom forbi tobaksplantager og en bonde, som plantede, høstede og rullede sine egne cigarer, som fik smag med rom og honning. Han fremstillede ikke specielle mærker, som sælges i butikkerne, men lavede sine egne cigarer.

Vi havde valgt en spansktalende guide, så vi også kunne træne sprog samtidig. Guiden fortalte os om flora og fauna. Bjergene i området er fritstående og er rester fra et kalkstensplateau, som med tiden er blevet nedbrudt. Regnen skabte underjordiske floder og huler, som gnavede løs af det indre, så taget til sidst brød sammen. De flade dele i dalen er "gulvet", som står tilbage i dag.

Guiden ledte os også hen til et lille landsted, hvor vi blev budt på juice og frugt, mens vi sad i gyngestole og slappede af.

Udover Nationalparken byder Vinales også på grotter og vægmalerier, samt rig mulighed for at købe masser af cigarer. Nogle vælger at tage dagture til Vinales fra Havana, men så går man glip af den hyggelige stemning om aftenen, hvor de lokale elsker at synge. Flere har instrumenter med til en lille lokal bar, og pludselig er der et helt lille band, der synger og spiller "El Comandante" og "Guantanamera" .

Efter vores 11 km lange gåtur hoppede vi på cyklen og satte retning mod nabobyen, Pina del Rio, da vi havde hørt, at de skulle have en cigar-fabrik, hvor der skulle være en god butik. Det var en hård tur, da de 2 byer ligger på hver deres side af et bjerg - en strækning på 25 km. Undervejs kom der en regnbyge, men heldigvis var vi lige ud for den lokale skole, hvor vi fik lov at komme i tørvejr.

Vel fremme i Pina del Rio fandt vi hurtigt tobaksfabrikken, som får leveret blade fra de omkringliggende bønder. Folk sad på rad og række, hvor de trillede cigarer. Det var varmt, så hver arbejder havde en lille fan til at køle sig ned. Når en cigar er rullet, skal det testes, om der kan komme luft igennem den, det gør en maskine. Ellers er alt andet håndarbejde. Arbejderne limer også det lille bånd manuelt på hver cigar, inden de pakker dem efter farve, da tobaksbladene fra naturens side kan have farveforskelle.

Det bedste - og dyreste - cigarmærke hedder Cohiba. Da Fidel Castro røg, var dette hans foretrukne mærke.

Der var ikke kræfter tilbage i mig til at komme tilbage til Vinales på cykel. Det var heller ikke sikkert, at vi kunne nå tilbage, inden det blev mørkt, så vi tog bussen tilbage, der heldigvis havde plads til vores cykler.

Aftensmad på terrassen bød på fiskesuppe, fisk og banan.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god