|
|
|
For første gang er vi i det "rigtige" Kina. Vi har været i Hong Kong og Macau, som er selvstændige byer, og vi har været på Hainan, som er Kinas største ferie/charter destination, hvorfor priserne er høje. Nu er vi i Kina, og det kan virkelig mærkes på priserne.
-En hotelovernatning på et 4 stjernet hotel koster 230 kr for et dobbeltværelse. -En McDonalds menu koster 12 kr. Dette er en målstok, som bruges over hele verden for at sammenligne prisniveauet. -En taxitur rundt i byen koster ca 9 kr. For første gang skal vi ikke prutte om prisen. Chaufføren slår automatisk tælleren til. Startgebyr er 7 yen. -2 kopi tasker - Chanel og LV - koster ca. 90 kr. Vi fik prisen pruttet ned fra 650 yen til 145 yen. Man kan hurtigt mærke, om sælgeren er til at forhandle med. Udvis lidt interesse og spørg om prisen. Sig så, at den er alt for høj og gå. Hvis de stopper dig, er forhandlingen i gang :o)
Guangzhous største attraktion er shopping. Der er virkelig et stort udbud af butikker og shoppingcentre - og det vigtigste af alt...priserne er gode. Man kan få gjort nogle rigtig gode køb her. Men det tager tid at forhandle om priserne.
Når det bliver aften og mørket falder på, trækker mange folk i retningen af Pearl River, hvor der er mange night cruises. Flere selskaber har flere afgange hver aften, og bådene er store, så det er ikke nødvendigt at reservere billetter. Vi gav 56 yen pr person for en plads på dæk 1.
En tur tager ca 1,5 time. Som regel er pladser på dæk 1 med snacks og te, dæk 2 tilbyder buffet. Man skal ikke blive siddende ved sit bord. Langt de fleste ender oppe på taget af båden, som giver den bedste udsigt over byen og de mange bygninger, som er lyst op.
Det viste sig, at ikke mange mennesker tager med bådene for madens skyld. Det er udsigten, som trækker folk til. Så gem appetitten til senere - byen har rigeligt med restauranter at vælge imellem. Man siger, at ingen rejser sulten fra Guangzhou :)
Når man kommer i land igen, kan det anbefales at gå i retningen af broen. Ofte finder man spændende øjeblikke ved et rent tilfælde. Under broen var der et lille band der spillede, mens op mod 50 mennesker dansede til. Andre dannede små grupper, hvor de spillede med en hacksack-lignende-ting - en lille sandbold, som man sparker til med benene. Det går ud på at holde den i luften hele tiden. De var klædt i joggingtøj, så de kunne hoppe og springe efter den lille bold. De var meget dygtige.
På Hainan oplevede vi også, at mange folk mødes om aftenen for at danse eller lave tai chi sammen. Kineserne virker som meget sociale mennesker, der elsker at være sammen med hinanden.
Overnatning - Canton Hotel, 4 stjernet hotel, Guangzhou, Kina |
Adresse: | 374 Beijing Road, Guangzchou |
Godt: | Fine, flotte omgivelser |
Skidt: | Uden morgnmad |
Karakter: | 9 |
Pris: 235,00 kr. (235 DKK)
for et dobbeltværelse
|
|
|
|
|