|
|
|
Der er mange træer langs vejene i Esfahan, så byen virker hyggelig. Vi startede med at tage hen til Bazar-e Honar. Det viste sig, at der kun sælges smykker her - intet andet. Men der ligger mange andre slags butikker langes vejen uden for bazaren. Som altid gik der ikke lang tid, før vi mødte en iransk kvinde, som kunne tale engelsk og gerne ville vise os lidt rundt.
Vi kom bl.a. forbi en butik med meget specielle tæpper. Nogle tæpper er så dyre og med helt fantastiske flotte motiver, så det ligner et maleri, indtil man kommer helt tæt på. Nogle tæpper tager 1 år at lave. Disse tæpper kan folk ikke nænne at ligge på gulvet og træde på, så de sætter dem i ramme og hænger op på væggen.
På et tidspunkt satte vi os ned på en bænk for at slappe af, nyde byen og tage foto af forbipasserende folk. Pludselig kommer en ung pige hen til os med en tegning. Hun skynder sig at lægge den ved siden af os og forsvinder hurtigt igen. Hun har siddet og lavet en tegning af os :)
Der løber en flod igennem byen, som hedder Zayandeh. Her er der bygget mange broer, og der ligger tehuse, hvor man kan sidde og nyde udsigten. På dette tidspunkt af året er floden dog helt og aldeles udtørret. Så folk krydser hen over flodbunden i stedet for at gå hen til den nærmeste bro.
Folk med butik i bazarer er meget magtfulde og indflydelsesrige. Derfor lavede Shahen nogle gange nye veje igennem bazar områder for at få fjernet nogle butikker og minimeret sine modstandere. I dag er tæppehandlerne hjælpsomme med at arrangere ture rundt i landet samtidig med, at de også er normale tæppehandlere - en sjov kombination.
Mange persiske tæpper er lavet af nomader. Folk fra byen tager jævnligt ud for at finde nomaderne i bjergene for at se deres seneste værker, købe dem og sælge dem til turister eller eksportere dem til andre lande.
Bazaren ved Imam Square har alt - det meste er håndlavet. Gryder, smykker, lysestager, tæpper, duge, smykkeskrin, fade etc. Alt sammen er håndlavet. Mange steder sidder folk i små værksteder og producerer disse ting. Man kan se hvordan de banker, saver, syer og maler.
Vi købte håndmalet smykkeskrin til 5 usd pr stk. Små klokker, som kan bruges på juletræet, kostede også 5 usd pr stk.
Overnatning - Hotel Totia, Esfahan, Iran |
Adresse: | Masjed-e Sayyed St. |
Godt: | Central beliggenhed. Hjælpsom personale. |
Skidt: | Begrænset morgenmadsbuffet. |
Karakter: | 7 |
Pris: 125,00 kr. (250000 IRR)
for et dobbeltværelse
|
|
|
|
|