Efter vores trekkingtur på Mount Sir, begyndte begge mine lilletæer at hæve op grundet de mange vabler. Jeg kunne næsten ikke have sko på, og jeg fik feber mandag aften. Tirsdag morgen var feberen steget til næsten 40 grader, så vi bestemte os for at tage ind på hospitalet. Nattevagten i receptionen taler godt engelsk, så han tilbød at tage med os på hospitalet som tolk. Hospitalet var ikke anbefalet i Lonely Planet, men det så meget professionelt ud alligevel. Jeg fik antibiotika, som jeg skal tage de næste 5 dage. Jeg fik også en indsprøjtning mod feberen. Undersøgelsen og behandlingen blev selvfølgelige foretaget af en kvindelig læge :) Det hele kostede kun ca 55 kroner.

Om aftenen havde jeg det allerede meget bedre. Feberen var væk, så vi kunne tage ind til Imam Square for at nyde solnedgangen. vi tog bussen derned. Mænd sidder foran, og kvinder sidder bagerst i bussen. Buschaufføren ville ikke have penge for at tage os med. Folk er altså vildt flinke og hjælpsomme. 2 piger viklet ind i chador skulle også til Imam Square, så vi fulgte efter 2 flagrende sorte telte :)

Imam Square - også kaldet "Half of the world" af den franske poet Renier - er meget hektisk. Biler suser igennem pladsen hele tiden, som er omringet af bygninger, der bruges til shopping-arkader. Der er især mange tæppehandlere her. Det er det første sted i hele Iran, hvor folk kommer og opsøger os for at få os til at købe noget.

Imam Square er hjemsted for 2 tehuse i øjeblikket. Det ene, Azadegan, ligger i en baggård i et gammelt caravanserai. Der er 2 indgange. 1 til mænd og en 1 til familier. Det er også det eneste tehus, hvor det er tilladt for piger at ryge vandpibe. Der bliver virkelig pulset. Der var helt tilrøget, men vandpiberøg føles ikke generende på samme måde som almindelig tobaksrøg.

Indretningen var helt fantastisk. Der var pyntet med gamle ting over det hele. Der hang 1000 forskellige lamper i loftet. På væggene var der fyldt med billeder og hylder med ting. Hver en millimeter var brugt.

Vi havde mødt en iraner, der talte godt engelsk, og som gerne fulgte os hen til Azadegan. Han sørgede for te og vandpibe til os - 70.000 riel. Men det viste sig hurtigt, at han også var tæppehandler. Vi fik en laaang forklaring omkring produktion af tæpper. Vi brugte min sygdom som undskyldning for at slippe væk :)

Det andet tehus hedder Qeysarieh og ligger med udsigt over hele Imam Square. Der er en virkelig flot udsigt, når solen går ned, og lysene tændes.

Vi spist aftensmad på en traditionel restaurant kaldet Sofred Khaneh Sonnati, som ligger ved Imam Square. Glaspartier i vinduerne havde forskellige farver. Der var ikke borde og stole men "day beds", hvor man nærmest ligger ned og spiser. Det var en fin restaurant, hvor der var mange lokale og forbavsende mange turister. Det betyder ikke, at menukortet er mere varieret, men kun at priserne er dyre.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god