I løbet af de dage, vi var på hospitalet, fik vi en masse piller for feber, kvalme og udslæt. Pillerne for feber gjorde os meget døsige, og vi fik dem, bare vi havde den mindste forhøjet temperatur. Pillerne gav os også en frygtelig kløe på hænderne. Jan følte sig ikke så sløj som jeg, hvorfor han blev rastløs af at ligge i sengen. Han begyndte at gå over i et storcenter, der lå lige overfor hospitalet. Han gik over for at spise og skrive mails. Nogle gange smuglede han lidt mad med tilbage til mig, da jeg havde meget svært ved at spise den malaysiske hospitalsmad. En af gange blev han opdaget, da en sygeplejerske så, han kom tilbage med indkøbsposer, ups.

En dag kom Jan tilbage efter at have været over og læse mails i storcentret. Han havde store nyheder. Min bror var rejst til New York, den danske regering var gået af pga statsministrens spirituskørsel, min rideklub var lukket, og i stedet skulle der bygges en olympisk ridehal bagved mine forældres hus og Michael Laudrup var den nye træner i Vejle. Jeg fandt en naturlig forklaring på det hele og tænkte ikke mere over det, da pillerne som sagt gjorde mig døsig. Jan fyldte mig med små løgne under hele opholdet, og jeg fattede ikke mistanke. Ja, det må virkelig være kedeligt at være indlagt, når man ikke føler sig syg

Vi var på hospitalet i weekenden, hvor det er normalt, at en præst kommer for at bede for de indlagte. Det føltes mærkeligt og lidt pinligt at blive bedt for, da vi ikke er meget troende. Adventist er et kristen hospital, selvom Malaysia hovedsagligt er muslimsk. Senere på dagen gik en gruppe rundt på hospitalet for at synge, bede og give de syge håb. Jan var på en af sine ture over til storcentret, da jeg fik besøg af gruppen. De spurgte hvilken sang, jeg ville høre, og om de skulle sige noget bestemt i deres bøn for mig. Jeg følte, at det var meget pinligt at ligge i sengen med fremmede folk rundt om, der sang og bad for mig.