I dag flyttede vi til stranden. Vi ville ud at have noget sol på stranden igen. Vi pakkede vores rygsække og tog en taxa, hvorefter vi endte på holiday Inn, der kostede den nette sum af 350rm, hvilket ikke er meget for et luksushotel. Straks skulle vi ned i poolen, hvor Jan ender i en vandpolo kamp med de andre gæster, mens jeg tager sol. Ved poolen er der også en del muslimske familier. Mændene og drengene bader, mens kvinderne sidder i alt deres tøj under en parasol dog bader de yngre muslimske piger i ført deres tørklæde. Jeg følte mig meget bar, men heldigvis var der også andre gæster, der er i ført bikini.

Efter at have daset i solen tog vi en tur ud på en frugtfarm, hvor vi kunne tage alverdens mærkelige frugter. Det var utroligt varmt og midt under vores rundvisning på frugtfarmen, følte jeg, at jeg skulle besvime. Jeg blev svimmel og følte at stemmerne omkring mig blev mere og mere utydelige. Vi tog en taxa ud til en læge, hvor vi måtte vente i 40 min, hvilket føles som en evighed, når man har det dårligt. Det viste sig, at lægen var en kvinde. Vi havde ikke troet, at kvinder kunne blive højt uddannet i et muslimsk land. Lægen henviste os til et hospital, Adventist, da mine symptomer tyede på, at jeg havde fået dengue feber. Jeg havde feber, kvalme og udslet. Straks efter tog vi en taxa, men chaufføren kørte os til det forkerte hospital, selvom vi havde vist ham den seddel med hospitalets navn på, som lægen havde givet os. Chaufføren kørte os til det offentlige hospital i George Town, hvor de ikke tog vores henvisning fra lægen, eller at jeg var syg særlig alvorlig. Derfor forlod vi straks hospitalet og fandt en anden taxa, der viste, hvor Adventist lå.

Da vi endelig ankom til Adventist, blev jeg indlagt med det samme. Jan syntes, at de indlagde mig og satte drop i, inden de havde undersøgt mig ordentligt. Han fik tilkaldt overlægen, der forsikrede os om, at det var vigtigt, at jeg blev indlagt med det samme. Jeg gjorde ikke mange indvendinger, da jeg var temmelig dehydreret. Lægerne tog en masse blodprøver for at kunne stille min diagnose. Jeg blev kørt op til en to-personers stue, hvor jeg straks faldt i søvn, da pillerne gjorde mig døsig. Jan måtte ikke overnatte sammen med mig, så kl 10 om aftenen måtte han tage tilbage til vores fine hotel, Holiday Inn, som jeg gik glip af. Jeg havde en urolig nat, da sygeplejerskerne kom hver tredje time for at måle blodtryk og tage min temperatur.