Kl. 04.30 om morgenen kom bussen igennem Sebaco med kurs mod Honduras. Vi havde købte en busbillet hos selskabet Kingquality, som sørger for alt ved grænseovergangen, de serverer mad i bussen, samt sæderne kan ligges ned. Billetten er ikke billig - 41 usd pr person. Turen fra Sebaco til Tegucigalpa, som er hovedstaden i Honduras, tager ca 7 timer.

Vi turde ikke selv gå igennem Sebaco så tidlig om morgenen, så vi fik en mand fra Hotel Plaza til at følge os op til busstoppestedet. Han ventede sammen med os til bussen kom.

Når man forlader Nicaragua over land, får man ikke noget udrejse-stempel. Det samme med Honduras. Når man kommer ind i landet over land, får man heller ikke et indrejse-stempel.

Tegucigalpa er endnu en hovedstad i Mellemamerika, som man skal holde sig fra. Byen er nedslidt, fattig, og de kriminelle styrer for meget af byen. Man skal ikke tage en bybus rundt, da de alt for ofte overfaldes. Nogle taxier styres af bandemedlemmer. Dvs at chaufføren kan ske at være medlem af en bande og røve sine kunder. Alt i alt er byen alt for usikker at befinde sig i.

De bedre busselskaber har hvert deres stoppested, som er hegnet inde. Hver destination har også deres eget stoppested placeret rundt om i byen. Vi har ikke planer om at blive i byen, så vi tog den næste bus med retning mod La Ceiba. 217 lempira pr billet. Turen tog 7 timer.

Efter 14 timers bustus ankom vi endelig til La Ceiba, som ligger ud mod Caribien i det nordlige Honduras. Kl. 23 ankom vi. Det er ganske sent at rejse rundt i Honduras. Normalt skal man kun køre rundt i dagtimerne, men vi havde kurs mod de mere sikre dele af landet, hvorfor vi hellere ville fortsætte end overnatte i Tegucigalpa og San Pedro de Sule, som begge anses for at være meget plaget af bander og kriminelle aktiviteter.

Faktisk giver de bedre busselskaber penge til bander for at lade deres busser i fred. Derfor skal man altid fravælge at tage den lokale chikenbus i dette land.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god