Det er rent faktisk lykkedes os at finde internet i denne by. Vi ankom tidligt i morges med fly fra Yangon til Hohe. Herfra tog vi en taxi til Kalaw, som ligger 1 times kørsel fra lufthavnen. Det kostede 25 usd.

Lufthavnen var utrolig primitiv. Der var kun een gate. Når folk skulle gå om bord, gik en mand rundt med et skilt, hvorpå et fly-nr. stod. Det var med at holde øjnene åbne. Der var ganske god service om bord. Vi fik udleveret vådserviet, en lille croissant og noget at drikke.

Vi kørte igennem flot frodig natur. Folk arbejder med hånden i marken. De sår og høster med hånden. Der er mange hestevogne på vejene. Man er sat nogle år tilbage i tiden.

Vi bor på et guesthouse, der hedder Golden Lily. Ejeren er indisk. Der er mange indere i landet. Engang hørte både Indien og Myanmar under England. Vi kunne fortælle Lily, ejeren, om Indien. Hun havde ikke selv været der. Så det var sjovt, at vi vidste mere om Indien end hende :)

Lily fortæller gerne om militærstyret. Hun har en veninde i Mandalay, som mistede en søn sidste år under demonstrationerne. Han var kun 9 år, men kom i vejen for soldaternes skyderi. Han kom aldrig hjem fra skole. Hun fandt ham 3 dage senere i floden.

Folk i Myanmar må gerne rejse udenlands. Det koster bare så mange penge at få et pas, at næsten ingen har råd til det.

Hvis folk holder lav profil, passer sig selv, ikke er samfundskritiserende og ikke ønsker at udleve personlige drømme kan man have et godt liv i Myanmar. Folk smiler meget og er altid høflige.

Hvis katastrofen skulle ramme i form af sygdom eller orkan, og man mister alt, er der INGEN hjælp at hente overhovedet. Regeringen lukket simpelthen bare et naturkatastroferamt område af både for turister men også for lokalbefolkningen. De modtager ingen hjælp. De må klare sig selv.

Militæret giver materielle goder til munkene for at holde dem tilfredse og undgå oprør. Munkene har altid modtaget gaver fra militæret - også før demonstrationerne i september 2007. Derfor var der kun ca. 20 % af munkene, der støttede demonstrationerne sidste år. Resten blev "hjemme" grundet deres goder.

Vi gik en tur rundt i byen, som ikke er så stor, så det er nemt at komme rundt. Vi kom forbi det lokale marked, hvor vi fandt en gammel træmaske, der forestiller en tidligere prins. Den kostede kun 5000 kyat, men den trænger til lidt restaurering.

Der er en stupa i hver by og også ofte et munkekloster. Kalaw er ingen undtagelse. Vi så "munke" børn, der løb og legede og spillede fodbold. De trak den røde kjole op og spænede af sted efter fodbolden.

Mange forældre sender deres drenge i kloster fra 6 års alderen. De får gratis skolegang, hvor de lærer at læse og skrive. I et kloster lærer de ikke sprog, geografi, matematik etc. Der skal man i rigtig skole, hvilket koster.