|
|
|
Efter endnu en god morgenmad på vores hotel Thavorn, pakkede vi rygsækken og tog en tuktuk til Patong - som ligger lidt nord for Karon. Der er kun ca. 6 km imellem de 2 strande, men en tuktuk koster alligevel 300 baht. De er meget vant til pengestærke turister på denne ø.
I Patong har vi booket et hotel, som hedder Bel Air. Det lyder dog noget finere, end hotellet rent faktisk er. Det koster 1400 baht inkl. morgenmad.
Patong er propfyldt med restauranter, barer, shops, massagesteder og rejsebureauer. Højsæsonen starter i dag. Det siges, at det vælter ind med turister allerede fra den første dag i højsæsonen.
Der er rigtig mange barer og restauranter med dansk, norsk og svensk flag oppe. Det er lidt mærkeligt, at turister rejser så mange km med fly for at spise dansk mad med andre danskere...
Nede på stranden kan man prøve al verdens aktiviteter. Vi prøvede paraglidning - 850 baht pr person. Sikke en flot oplevelse at svæve højt oppe over vandet. Vi blev spændt fast til en skærm og skulle løbe hen ad stranden mod vandet, ind til skærmen blev fyldt med luft, og en speedbåd drønede til havs med os. En lokal, kaldet en monkey, sprang op bagpå lige inden vi lettede. Han sad bagpå helt uden sikkerhedslinier. Han skulle styre, så vi kom ned igen det rigtige sted.
Inden vi spiste aftensmad gik vi op i det højeste hotel på stranden for at nyde udsigten over en drink - Pinacolada og Long Island.
Vi fandt en restaurant, der lignede, at den var skåret ud i træ. Stammer ned midt i restauranten som søjler. Udskårende dyrehoveder så som elefanter og løver.
Hvis man vil feste, skal man helt sikkert tage til Petong Beach. Byen er fuldstændig vild. Om aftenen lukkes en gade af i begge ender med tuktuk taxier, så ingen trafik kan komme igennem. Den er proppet med barer, der igen er proppet med thai ludere og meget villige mandlige turister. Der er også par som os, de dominerer bare ikke bybilledet på denne del af øen.
Vi var bl.a. på en australsk bar, der blev bestyret af en hollandsk pige, som havde mødt en thai fyr, som hun var forelsket i. Hun havde boet her i 3 år. Hun bestyrede baren. Thai kæresten lejede vandscootere ud på stranden, hvor han drak og røg sig skæv hele dagen. Hun lød til at være glad for hendes valg af liv...
|
|
|
|