|
|
|
Kl. 06.30 står solen op, og det betyder, at vi også står op. Sikke en kold nat vi havde. Vi frøs og frøs. Det var meget koldt. Honnys brilleglas er frosne, og der er is i vores vandflasker.
Det var skønt at mærke solens stråler. Vi fik serveret toast, ost, marmelade, peanutbutter, nutella og havregrød. Sikke en flot morgenmad.
Vi skal overnatte i samme lejr igen i nat, så dagens trekking tur foregår i området. Sikke nogle flotte bjergformationer vi så. Der er ikke meget vegetation heroppe. Bjergene er golde, men sikke en udsigt over de mange bjerge.
Vi nåede op i 4200 m. Vi havde en begyndende hovedpine - men ikke noget særligt.
Frokosten blev spiste i skyggen. Vi fik en tunsandwich. Måske ikke det bedste at servere, når det har været i solen i flere timer... Vi var sultne, så vi spiste det alligevel og krydsede fingre for, at vores maver kunne tåle det. Paul var ikke modig. Han havde allerede oplevet at få én dårlig tunsandwich i Etiopien, så han sprang frokosten over.
Midt på eftermiddagen nåede vi tilbage til lejren igen. Her mødte vores kok os med te, popcorn og nødder. Gud, hvor var det tiltrængt.
Vi fik arrangeret, at vi kunne låne flere soveposer, så vi ikke skulle fryse så meget igen. Nu var vi udstyret med 6 soveposer, mon ikke det skulle være nok...
Der er mange lokale, som kommer op til lejren for at sælge øl eller sodavand. Nogle kommer også bare for at kigge på os. Hold da helt op vi bliver kigget meget på hernede.
Til aftensmad fik vi linsesuppe, kylling og ris. Kyllingen var så sej, at vi måtte opgive at spise den. Hønsene har alt for mange muskler til, at de smager godt. De løber alt for meget rundt og hygger sig :)
Så blev bålet tændt, og vi fik varmen, inden vi hoppede i seng.
|
|
|
|