|
|
|
Et par dage forinden mødte vi et par fyrer, Adrian og Paul, fra England. Oprindeligt kommer de fra New Zealand og Australien. De lignede Crocodile Dundee med deres lange hår men var egentlige bare 2 arkæologer.
De var meget ivrige for at finde nogle at tage på trekking-tur med, så vi kunne deles om omkostningerne til bil, guide, kok, vagt samt pakæsler. Det er obligatorisk at have en mand med gevær med, når man besøger national parken. Han skal beskytte os mod de vilde dyr - øh hvilke.
Det koster ca. 220 kr pr dag pr person.
Vi blev hentet kl. 06 i jeep. Forud ventede der os 4 dage i Simien bjergene, som ligger nord for Gondor. Det tager ca. 4 timer at køre til Debark, hvorfra indgangen til nationalparken ligger.
Vi skal heldigvis ikke selv bare vores bagage, det gør de små søde æsler. Alligevel var det en hård tur. Vi gik op og ned hele tiden. Men det hårdeste for os var vejrtrækningen. Vi hev efter vejret. Luften er virkelig meget tynd heroppe.
Varmen er tilpas. Grundet højden varmer solen ikke for meget. Men den er stadig utrolig kraftig. Især vores ører, hænder og læber er svære at beskytte mod den skarpe sol.
Vi spiste frokost ved siden af en flod. Puh pausen var tiltrængt. Vi fik serveret et kogt æg, en kogt kartoffel samt samosa med linsefyld. Det smagte godt.
Ved 16 tiden nåede vi frem til lejren Gitch, hvor vi skulle overnatte. Vi fik serveret te med masser af sukker ved vores ankomst. Det var tiltrængt med lidt ekstra energi.
Toilettet ligger nede af bjergskråningen. Så man overvejer, om det virkeligt er nødvendigt at skal på toilet, inden man begiver sig derned. Man kommer nemlig til at puste og hive efter vejret.
Derudover er toiletterne/hullerne ikke særlige rene. Jeg trækker trøjen op over næsen, inden jeg går derind. Mange lokale synes også, at toiletterne er mindre hyggelige, så de sætter sig bare på skranten. Det betyder, at vi virkelig skal passe på, hvor vi træder...
Kl. 18.30 går solen ned. Så bliver det virkelig koldt - 0 grader. Det er godt, vi har de lange uldne underbukser, huer samt vanter med.
Til aftensmad fik vi serveret grøntsagssuppe, spaghetti og grøntsager. Så tændes bålet, og vi samles alle sammen for at få varmen, inden man går i seng ved 20-21 tiden.
|
|
|
|