Vi gik en tur om morgenen for at kigge lidt nærmere på byen. Der var tåge over det hele og meget køligt. Åh nej, tænkte vi. Dårligt vejr. Men sådan starter hver morgen oppe i bjergene, indtil solen tager fat omkring kl. 10.

Pludselig havde vi booket en trekking tur, som startede 30 min. senere. Vi fik travlt. Hjem og pakke på hotellet, betale for overnatning og tilbage til rejsebureauet igen.

Der er 2 førende rejsebureauer i Luang Namtha. Det ene er privatejet, Green Discovery, og det andet er ejet af regeringen, Namha Eco Trekking. Vi valgte det sidste.

Namha Eco Trekking er meget billigere end det andet. Grunden er, at lønnen til guiderne og folk på kontoret kommer fra regeringen. For ikke at give det ene bureau bedre konkurrencefordele end det andet, tilbydes der forskellige ture. Turene er dog næsten ens, men de krydser ikke hinanden og overnatningerne er i forskellige landsbyer.

Vi valgte et 2 dags trek med 1 overnatning i en bjerglandsby. 470.000 kip (ca 260 kr). Det er ikke muligt at prøve et homestay, hvor man opholder og sover hjemme hos en familie sammen med dem. Vores guider hedder One og Ponsak.

I løbet af 2 dage skulle vi gå 30 km og besøge Khamu og Lantern landsbyer. Første dag indebar 4 timers trekking. Det var ikke så hårdt.

Vi spiste middagsmad undervejs på bjergskråningen. Det foregik med hænderne, hvilket er lidt svært, når man ikke er vant til det. Vi fik sticky ris, bønner med oksekød og chilisovs.

Omkring kl. 14.30 var vi fremme i Khamu landsbyen, hvor vi skulle overnatte. Den var stille... næsten øde. Om dagen arbejder mænd og kvinder i marken, som ligger et godt stykke derfra. Det var kun børnene og enkelte aldre, der var hjemme.

Nogle af de voksende er væk i flere måneder af gangen. De sover ude ved markerne, indtil høsten er i hus. Ofte er der for langt at gå hjem hver dag.

Landsbyen består af 180 mennesker og 36 huse. Hver familie har mellem 4 og 6 børn. Ingen er bigamister.

Khamu folk har ingen religion, de tror på ånder. Der holdes bl.a. 3 ceremonier hvert år. En ceremoni før de planter ris, en inden de høster, og en efter høsten for at takke.

Man kan godt forstå at rishøsten er så vigtig for dem, for de spiser virkelig ris hele tiden :)

Der er grise og høns over det hele. Nogle af grisene var udstyret med en trekant om halsen. Det er for at holde dem ud af køkkenhaverne, som ellers er udstyret med hegn hele vejen rundt. Men det er ikke nok til at holde de mest madglade grise ud.

Der er også en del hunde i landsbyen. Nogle går løse rundt, mens andre er lænket. De venter på at blive solgt nede i byen, hvor folk køber dem for at spise dem.

Der stod en del Beer Lao ølflasker ude foran nogle af husene. De bruges til fange ål. Når ålen først er svømmet ind i flasken med hovedet for at spise maddingen, kan den ikke svømme baglæns ud igen.

Hele vejen ud til landsbyen og i selve landsbyen er der meget rent - intet affald ligger og flyder. Regeringen gør meget for at bevare og fremme Laos. Det område, som vi trekker i, er et naturreservat, hvor der er fokus på naturen og økologien.

Om aftenen skulle vi spise middag med høvdingen. De slagtede en and og en høne. Dertil fik vi græskarsuppe, bønner og selvfølgelig ris.

Efter middagen fik vi lov til at stille høvdingen spørgsmål. Vores guide, One, oversatte for os. Vi fandt bl.a. ud af, at en høvding vælges af landsbyen hvert 3. år. Denne høvding var alle beboerne så glade for, så han havde været høvding i 21 år.

En høvdings hovedopgave er at have kontakt med regeringen. I øjeblikket arbejder de på at få overtalt regeringen til at lave en vej ud til landsbyen. I dag er der 3 timers gang til den nærmeste vej.

Turisterne har betydet, at levestandarden i landsbyen er blevet forbedret betydeligt. Høvdingen vil gerne have endnu flere turister til landsbyen, og det tror han, en vej vil kunne gøre.

Det er lidt af et dilemma. Vi prøvede at sige, at turister gerne vil opleve et besværligt trek igennem junglen, og turister vil gerne opleve en landsby, der er afskåret fra omverdenen, og som ikke er overrendt af turister.

Pa den anden side er livet i dag hårdt for landsbyen. Og der er ingen mulighed for at komme på hospitalet, når de er syge. De klarer sig selv med deres naturmedicin.

Hvis vejen kommer bliver livet lettere i landsbyen, men der bliver nok færre turister...

Efter at have været i landsbyen i få timer lugtede vi allerede godt af landsby - en blanding af dyr og bål :)

Der er opstillet solenergi-standere ved husene, så vi havde en lille pære, der lyste i loftet i vores fælleshus, hvor vi skulle sove. Ellers var der fuldstændigt mørkt over det hele.

Kl. 21 gik vi i seng. Vi skulle sove på gulvet under et myggenet.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god