I dag har vi været på tur hele dagen. Det kostede 13 dollars pr person inkl frokost. Vi blev hentet kl. 9.30 og var tilbage igen ca. kl. 17.

Vi var en gruppe på 8 personer, der blev kørt op i bjergene. Først skulle vi starte med at gå et lille stykke op til nogle huler. Vi så i alt 3 forskellige huler med hver deres historie bag sig.

Den første hule hed Elefantcave. Elefanten er hellig i Buddhismen, men er desværre blevet udryddet i Laos. Langt den største del af elefanterne blev udryddet af amerikanerne, der smed bomber over Laos. Faktisk blev der smidt flere bomber i Laos, end der gjorde i Cambodia og Vietnam til sammen under krigen. Resten af elefanterne blev udryddet af krybskytter, der var efter stødtænderne. I dag lever der kun vilde elefanter helt oppe ved Kinas grænse, hvor der er oprettet et reservat på hver side af grænsen. Elefantcave er et minde om den store elefant, der engang levede vildt i disse områder.

Den næste hule var meget stor og bestod af 3 rum. Vi klatrede op, ned og over glatte grottevægge og limestones for at komme frem. Denne hule eller grotte har været hjem for 250 mennesker under krigen, der flygtede fra de amerikanske bomber. De kunne ikke tænde bål af frygt for, at røgen ville blive opdaget. Og det skal lige siges, at det er helt mørkt inde i grotten. De 250 mennesker havde kun små stearinlys til at lyse op. De måtte spise, hvad de kunne få fat i.... flagermus. De spiste faktisk så mange, at der ikke findes flere i dag i grotterne.

Livet i en grotte kan være hårdt, så mange døde. Navnene på alle de personer, der døde dengang, står skrevet på klippevæggen. De døde af sygedomme grundet de fugtige drypstenshuler, og de døde af de klippestykker, som faldt ned, når bomberne faldt udenfor.

Den tredje og sidste grotte var tilegnet Buddha. Der var en stor statue af ham lige ved indgangen til en helt utrolig dyb hule. Flere har forsøgt at nå frem til enden af hulen, men uden held. Folk har gået i 10 timer i træk uden af nå enden af hulen.

Man skal passe meget på, når man går ind i hulerne. Selvom man kender grotterne og de mange veje, skal man aldrig gå derind alene. Hvis man falder
og kommer til skade eller brækker et ben, vil ingen kunne høre dit rab om hjælp.

Dette måtte en argentiner sande, da han gik ind i Buddha-hulen selv. Senere fandt man ham død. Han var faldet og havde fået dødelige kvæstelser.

Vi fik serveret frokost på turen. Grillspyd, ris, brød og bananer. Det smagte rigtig godt.

Efter frokost var vi på et lille trek langs med floden hen til små landsbyer. Vi havde en god engelsk talende guide, så undervejs fortalte han om kulturen i de omkringliggende landsbyer.

De små bysamfund oppe i bjergene tror ikke på religion, de dyrker ånderne. De tror heller ikke på hospitaler. Selv om de gjorde, ville der være for langt, hvis de fik brug for hjælp. I stedet ofrer de til deres ånder, hvis de bliver syge. Hvis det ikke hjælper, dør de.

Det er almindeligt med bigami. En mand har som regel 3 koner. Dette kan fungere, fordi folk i Laos har "big hearts".

For 7 år siden var der ingen turister i Vang Vieng. Siden er Laos blevet mere åben overfor omverdenen. Det har haft stor betydning for velstanden i Vang Vieng, at turisterne er kommet til. Levestandarden er steget betydeligt.

Tubing betyder, at man flyder rundt i kæmpe store traktordæk. På et tidspunkt skulle vi ind i en underjordisk grotte. Vi hoppede op i tuben, fik en pandelampe på, tog fat i et tov, så vi kunne trække os ind under klippen og ind i grotten. Vi har aldrig prøvet noget lignende. Det var vildt at sidde i vand uden at kunne se ret meget og ikke vide, hvad der svømmede rundt under en.

Denne grotte var fyldt med fisk og var tidligere blevet brugt til fiskeri. Det var rigtig flot og en meget speciel oplevelse.

For at komme tilbage til Vang Vieng igen, skulle vi gå hen til floden, som vi skulle tube ned ad i ca. 3 timer. Det er så flot at sidde i tuben, som flyder stille ned ad floden, mens man sidder og kigger op på de fantastiske omkringliggende bjerge.

Tubing i Vang Vieng er et kæmpe hit. Langs floden er der lavet barer med ropeswing, så man kan svinge sig ud og hoppe ned i floden.

Vi har boet på det samme hotel i 2 dage, og hver dag er der gæster, der har mistet ting fra deres værelse. Det er lidt for tilfældigt til, at vi har lyst til at blive boende. Et kamera og en mobiltelefon er forsvundet. Hotelpersonalet tager det ikke seriøst. De griner af folk, når de kommer ned for at fortælle det. Derfor flyttede vi.

De personer, der havde mistet kameraet, var blevet vækket kl. 12 og spurgt, om de ville have deres værelse gjort rent. De forlod værelset og kom tilbage et par timer senere. Der var ikke gjort rent, men kameraet var væk...

Vi var blevet lidt hidsige på hotelpersonalet, så da vi havde fundet et nyt sted at bo, gik vi ud for at få en drink og falde lidt ned igen. Vi mødte nogle tyskere, som vi har stødt ind i et par gange tidligere. Hyggeligt selskab så dem festede vi lidt med og fik talt noget tysk.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god