Solen skinnede fra en skyfri blå himmel, da vi pakkede bilen og kørte ned til søen. Det var helt vidunderligt. Blåt vand, sandstrand og 30 grader. Man kan leje vandcykler og kanoer til omkring 10 dollars i timen. Der var små restauranter langs med søen. Men for at komme ind på den mest eftertragtede strand skulle man købe endagsbillet. Vi kom tilpas tidligt om morgenen, før kontrollørene ankom, så vi betalte ingenting.

Vi lejede en kano og satte kurs mod strandene længere nede af søen. Flere meter ude i vandet kunne vi stadig se bunden. Undervejs havde vi et par styringsproblemer. Vi ville begge to bestemme rytmen, så det endte i åben vandkamp ind til sidste mand.

Hele tiden er du under observation af politiet, der sejler rundt for at kontrollere, at alle regler bliver overholdt. Alle skal bære redningsveste, man må kun sejle i de afmærkede områder, og ingen må drikker alkohol.

Det var umuligt at opdrive et hotelværelse til fornuftig pris pga. graduation weekend. Derudover kører mange amerikanere hver weekend hele vejen op til Lake Tahoe, som er et meget populært sted. Derfor valgte vi at køre videre op nordpå til Virginia City.

Det var en flot tur igennem bjergene. Det var som at køre ind i en gammel westernfilm, da bilen rullede ind i byen. Fortovene var belagt med træ, salonerne eller barerne havde svingdøre, og små lokale teatre efterlignede gamle legender. Hele byen summede af stemning, så vi faldt med ét for denne lille bjergby.

Vi boede på et af de mest westernlignende hoteller, Silver Queen Hotel, der havde en salon med de såkaldte svingdøre, og hele indretningen var i den meget berømte westernstil. Det er også et af de billigste hoteller i byen, vi betalte omkring 45 dollars, som er billigt en lørdag. Hotelværelserne osede af fortidens stemninger. Det betød også, at der ingen aircondition var, så de små hyggelige westernlignende værelser blev til små ovne om natten.

Inden vi måtte sove i vores lille ovn, var vi da ude at indsnuse stemningen fra vores westernby. Vi startede med at klatre op ad de meget stejle veje for at fået et bedre overblik ud over byen med bjerge hele vejen rundt. Storslået udsigt!

Vi spiste aftensmad med flot udsigten fra restaurantens terrasse. Vi skulle selvfølgelig også prøve byens udvalg af barer - og dem var der nok af. Vi startede på en bar, der faldt lidt uden for den traditionelle Virginia City stil, hvor mange bikere holdt til. Indenfor var der dekoreret med BH´er, som kvinderne forærede væk til ære for pyntningen.

Senere på aftenen faldt vi i snak med en vaskeægte indianer. Han var fra en af de større stammer i området. Han hed Walking Elk og var utrolig høflig og meget interesseret i at fortælle om sit folk. Han forærede os et kort over alle de stammer, der engang fandtes i USA, og hvor de holdte til. Vi ville give ham en øl som tak for hjælpen, men det blev betragtet som en fornærmelse, da en gestus ikke behøves at blive belønnet, og da slet ikke med alkohol.

En anden såkaldt indianer blandede sig i samtalen. Han påstod, at han var halvt indianer og halvt hvid, og havde mange meninger, som han lige ville lufte. Han brugte lang tid på sige om og om igen: " Why did you take my land, I don´t understand?" Men han kunne jo ikke komme uden om det faktum, at han havde en fod indenfor i begge lejre, så han kunne også stille sig selv det samme spørgsmål. Hans indianer navn var Wounded Owl, og vi fik også historien bag hans navn. Han var meget syg som spæd, og moderen måtte sidde oppe om natten for at passe ham. Det blev hun syg af og døde.

Vi sluttede aftenen af på en helt tredje bar, hvor spillemaskinerne fra Las Vegas og Reno også havde fået deres indtog. Jeg spillede lidt og havde heldet med mig. Så da vi forlod stedet med lidt ekstra penge på lommen, og uden at give drikkepenge, fik vi smækket et par knap så venlige gloser i nakken til afsked. "Thank you, don´t forget your purse, see you..."

Virginia City er helt sikkert et besøg værd. Det er meget forskelligt fra det USA, som vi ellers så.

Giv din Vurdéring af artiklen :

dårlig

god