|
|
|
Dagen forinden blev den varmeste dag vi oplevede i USA. 50 grader er lige i overkanten af, hvad der er behageligt.
Ikke langt fra Bishop ligger en ægte spøgelsesby, hvis historie går langt tilbage. Da Bodie Town blev grundlagt, havde den en lys fremtid. Der var masser af guld i jorden rundt om Bodie, men der skulle ikke gå lang tid, inden guldet var sluppet op og interessen begyndte at dale for byen. I dag er en del af husene bevaret som et slags museum, hvor det er muligt at kigge ind ad vinduerne og se, hvordan de levede den gang. Dette er din chance for at få et indblik i fortiden og opleve en ægte cowboy-by.
Sidst på eftermiddagen nåede vi op til den meget omtalte Lake Tahoe, der er utrolig smuk. Desværre ankom vi til weekenden, hvor priserne stiger med ca 50 %, så vi brugte et par timer på at lede efter et billigt logi. Det lykkedes os at finde et hotel, Pine Aches, ved South Laker Tahoe. Vi boede ikke downtown Tahoe, men pyt, vores del af Tahoe var også tæt belagt med barer.
I anledning af weekenden trak vi i festtøjet og begav os ud i den noget mere behagelige aftenluft, end vi tidligere havde været vant til. Folk var igen vildt snaksaglige og fortalte gerne vidt og bredt om deres liv, interesser og what to do and see in Lake Tahoe. Vores erfaringer siger, at amerikanere fortæller og hjælper meget gerne turister, der viser interesse ud over det, der står i turistguiden. Så spørg, du får altid svar.
De lokale anbefalede trekking ture, som skulle være meget flotte tidligt om morgenen. Vi begav os ikke ud på en sådan tur, da Mette ikke havde ordentlige sko med, og turen kræver lidt mere end et par sandaler. Den helt centrale aktivitet er selvfølgelig vandsport. Dykning, svømning, roning og sejling er jo et must, når man befinder sig ved denne perfekte sø, så det ville vi kastede os ud i næste dag.
|
|
|
|